Alt fra Mexico i august

Hvert måned skriver jeg samlet om hvad der er sket, oplevelser og følelser osv., som jeg sender til min Skivehus Rotary club. Så hvis nogle af jer, som er interesseret i at læse en mere beskrivende gennemgang, vil jeg anbefale, at læse ALT den nedenstående tekst. Jeg vil selvfølelig stadig opdatere løbende, med en masse billeder, når tiden lige bliver til det. 

Men I kan alle trygt regne med, intet nyt er godt nyt ! 

Jeg gik den 12 august om bord på flyet mod mit udvekslings år i Mexico. Dagene forinden min afrejse var simpelthen så hektiske, da jeg manglede en linje i brevet fra min skole i Mexico, som skulle indeholde, hvad der skulle betales for mit skoleophold. Mit helt store problem var, at min skole først åbnede onsdag, som min afrejse er tirsdagen efterfølgende, plus der skal tages hensyn til den store tidsforskel på 7 timer. Jeg var så heldig at den mexicanske ambassade var meget samarbejdsvillig, og gav mig en tid til et møde på ambassaden mandag den 11, som min afrejse var den tirsdag den 12. august. Og om aftenen den 11. august tog jeg med hele familien, plus bedstemor, bedstefar og mormor i Tivoli, da jeg lang tid forud havde besluttet mig for, at jeg ikke ville sidde på et hotelværelse og være trist på min sidste aften i Danmark inden min afrejse. Og er der en bedre måde at undgå det, end en hel aften med sus i maven og godt gang i lungerne?

Så blev det langt om længde den 12. august! Hele familien og bedsteforældrene var taget med i Kastrup lufthavn for at tage afsked med mig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig, måske den store tudetur, sorg eller det ved jeg egentlig ikke, jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne forholde mig til det. Men jeg fik krammet og kysset farvel til familien med tørre øjne og et breds smil på læben, og fik nok vinket farvel 20 gangen inden jeg slap synet af dem.

Min rejse varede omkring 26 timer, jeg synes jeg selv, jeg klarede rejsen rigtig fint og problemfrit. Og så kom det helt store øjeblik, jeg skulle se min værtsfamilie for første gang. Jeg var så nervøs, og så hjælper det jo ikke, at der var så mange små gange fra afhentningen af min kuffert til modtagelsen.  De smalle gange følte som en evighed, og pludselig stod de der ! Med et kæmpe banner og de smukkeste blomster. Det var ikke blot min værtsfamilie, det var også min counsellor, min værtsøsters kæreste og en pige fra Rotary klubben og ven af huset. Det var simpelthen sådan en lettelse endelig at se dem, jeg længe har ventet så spændt på at møde.

FØRSTE KULTURFORSKEL som jeg måske nok kunne have forudset; jeg blev overfaldet med kysselyde for ørne idet de krammer mig. Jeg var sådan i chok, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at kysse igen!

Jeg finder så ud af, at det kun er mine to værtsøstre, Mariana og Sara, som snakker, da min værtsmor starter ud med at fægte med armene og forklare sig. Det jeg husker absolut tydeligst det er den arm, som min værtsmor lægger om mig hele vejen over til bilen, det var lige det jeg havde brug for, da jeg lige havde forladt alt trykheden derhjemme, og springer i armene på nogle sådan set helt fremmede mennesker. Turen i bilen fra lufthavnen til mit ny hjem gik med at forklare og fortælle om alt, hvad vi kom forbi på vejen.

Vi havde dog et stop inden mit nye hjem, en lille i butik med alverdens forskellige smag. Da vi sidder omkring bordet, siger min værtsmor pludselig ”one week!” og smiler sødt til mig. Det skyldes jo selvfølgeligt, at det bliver svært for mig at kommunikere med familien før jeg har lært spansk, da min værtsmor og værtsfar ikke snakker engelsk, som jeg troede, da vi har skrevet på engelsk sammen over Facebook. Men jeg tror faktisk, at det er godt, fordi jeg kender mig selv så godt, at jeg ved det irriterer mig så meget, at jeg vil give den en skalle med at lære spansk i en fart.

Da jeg ankommer til hjemmet, bliver jeg hurtigt vist rundt i hjemmet, som er indhegnet med en høj mur og en form for et ståltrådshegn ovenpå, hvilket er meget anderedes i forhold til mit hjem i Danmark, med stort areal til alle sider. Derudover finder jeg ud af, at jeg skal dele værelse med min værtsøster Mariana, hvilket jeg SLET ikke har noget imod, da der er lidt efterskole over det (jeg tog 10 klasse på Salling Efterskole), så det elsker jeg! Både min værtsøster/rumbo og Fer (pigen fra Rotary klubben i Leon) hjælper mig med at få tømt kufferten i en fart så jeg kan føle mig til rette med det samme, og det må jeg sige, at jeg gør. Jeg har altid været god til at indfinde mig i mine omgivelser, men jeg falde bare så hurtigt og naturligt ind i familien. Jeg tror helt sikkert, at det har noget at gøre med den måde den spanske kultur bare er så imødekommende og kærlig.

Jeg tog med min værtsmor og Fer ned i Rotary klubben for at se nogle af de andre udvekslingsstudenter. Det blev dog kort, da min værtsmor havde bemærket, at min mundvig strakte sig mange gange og oftere.  Da jeg kom hjem til mit nye hjem, lagde jeg mig på sengen for at slappe af, men faldt hurtigt i en tung og dyb søvn. Min værtsmor og søster stod så lige pludselig ved min sengekant, jeg ville personlig gerne have set mit ansigtsudtryk i denne situation, for jeg er overbevist om, at jeg kiggede på dem som om de var faldet ned fra månen, og så stod de og snakked engelsk til mig. Jeg var helt ved siden af mig selv, og de stakkels mennesker ville bare høre, om jeg var sulten eller havde brug for noget at drikke, det takkede jeg nu pænt nej tak til. Men da jeg vågnede op næste dags morgen, stod der et stort glas vand til mig. Det siger virkeligt meget om de mennesker jeg er havnet hos.

Jeg er simpelthen så lykkelig, jeg kunne ikke ønske mig en bedre værtsfamilie. Der er hele tiden sådan nogle små ting, når de vinker til mig idet de går forbi døren ind til Mariana og mit værelse. Hvordan de smiler og viser mig kærlighed, jeg kan ikke forklare den følelse jeg  går rundt med, udover simpelthen så lykkelig.

Jeg har endnu ikke sovet særlig lang tid med min værtsøster Mariana, men jeg er allerede overbevist om, at jeg vil savne den dag jeg ikke skal falde i søvn hvor hun siger ” buenas noches” og hver morgen, hvor hun vinker til mig og siger ”buenos días”. Det er ikke til at forstå,  at en pige som jeg har delt værelse med så kort tid kan betyde så meget for en, og sådan har jeg haft det selv efter blot en uge. Og er der så noget smukkere end, at hun siger til mig ”kan du ikke bare være hos os hele året” hun er absolut en ven for livet. Det virker så underligt at skrive efter blot 2-3 uger, men det er virkelig sådan jeg har det!

Jeg begyndte I skole mandag den 18. som jeg ankom til Mexico den 13. august, jeg havde dog været oppe og se skolen fredagen før jeg begyndte.

Men skolen var bestemt ikke noget at frygte, jeg blev taget varmt imod af andre udvekslingsstudenter, lærere og alle de mexicanske elever.

Min første skoledag var lige som man ser det på film, jeg kommer ind i klassen lidt inde i timen fulgt af skoleinspektøren, jeg bliver præsenteret for hele klassen og en dreng nede bagerst i klassen rækker hånden op og siger, at jeg kan sidde nede ved ham (typiske mexicanske drenge, for jeg er jo ”blondine”). Jeg vil starte med at sige, jeg fattede intet i første time, jeg skrev af hvad der stod på tavlen, da det er et eksamensfag. Og efter blot min først skoletime, var jeg allerede inviteret hjem til en pige fra min klasse, og så kunne vi tage videre i biografen efterfølgende. Jeg tog dog ikke imod det, da jeg havde en aftale med min værtsøster den dag. Dog når jeg har spansk er det sammen med de andre udvekslingsstudenter, da vi jo først skal til at lære det, så der får vi en slags specialundervisning. Derudover forgår matematiktimerne også på engelsk. Så jeg har alligevel rimelige muligheder for at kunne følge med i skolen.

Altså er det da ikke fordi, at jeg har svært ved at finde venner, men jeg har aldrig prøvet at blot efter en dag i skole, så hilser, krammer og kysser samtlige mig på kinden, hver gang jeg blot går fra klasse værelset. Jeg er simpelthen allerede faldet så godt til og har fundet min hverdag efter blot en uge. 

Den med bare at gå i køleskabet, det har jeg svært ved, fordi det virker så fjernt for mig. Men jeg har været lidt nødt til det, da der kun serveres middagsmad, så jeg skal selv sørge for at få morgenmad og aftensmad, hvis jeg ønsker det. I starten må jeg indrømme, at jeg sprang fint over nogle måltider, da jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til bare at gå ned i køleskabet og tage noget. Men det havde min værtsfamilie godt bemærket, at jeg ikke rigtig gik ned og bare tog noget mad, så de viste mig rundt i køkkenet og sørgede for, at det blev naturlig selv at gå ned og åbne køleskabet.

Jeg kæmper selvfølelig meget med at lære sproget, jeg må indrømme, at jeg havde troet jeg havde lært mere end jeg har gjort. Det grunder nok også i, at jeg her i starten lærer at sige en masse forskellige ord, frem for sætninger, så på den måde er det jo svært at kommunikere. Jeg forstår dog for det meste, hvad min værtsmor eller værtsfar siger til mig, hvis de altså bare snakker langsomt og tydeligt, hvilket jeg mener, de bestemt ikke gør. Når vi fx går i biografen, så forstår jeg godt handlingen og nogenlunde hvad de snakker om, men jeg kan på ingen måde genfortælle eller oversætte. Men bare vent til næste månedsbrev!

Hvilket er meget normalt her i Mexico, så har vi en rengøringsdame, som reder min seng, vasker mig tøj og vasker alt porcelæn op efter mig, når jeg har spiste eller lavet mad. Ja mor, jeg kan godt forstå du er lidt bekymret for min opførsel når jeg kommer hjem!!  Jeg havde et par syge dage, men selvom jeg lå i min seng, så skulle sengen redes for, at jeg kunne kravle under den meget tynde dyne, jeg har også flere gange begyndt at vaske en pande op efter mig, hvis jeg har lavet mad, men det fik jeg hurtigt besked på, at jeg bare skulle lade stå, så selvom det lyder luksusagtigt, så skal godt nok vende mig til at hun rykker på min ting når hun tørre støv af osv.

Bare de ca. 3 uger jeg har opholdt mig i Mexico har været virkelig betydningsfulde for mig, og der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at opleve meget mere. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har lært en masse ting om mig selv, og ikke mindst så har jeg lært at åbne munden selv over for fremmede, sige hvis der er noget, hvor jeg nok altid mere har sagt til mig selv, det skal nok gå. Jeg håber, at alt går lige så vel hjemme i Danmark, for der er intet at komme efter her !