APRRRRRIL

Jeg får jo i hver måned kun skrevet et udpluk af de ting jeg oplever og lærer. Og jeg elsker, for hver dag der går, blot mere og mere at være her. Derfor bliver det også hårdere og hårdere at tælle dagene som efterhånden er tilbage. Nu er vi jo inde i maj før, at I får dette brev, og næste gang jeg sætter mig ned for at skrive månedsbrev, sidder jeg med en måned tilbage. Det er virkeligt svær at acceptere, da jeg efterhånden ikke rigtig kan forestille mig at skulle hjem og lever som før-Mexico. Jeg må indrømme, at min tankegang kører lidt meget på, hvordan jeg kan finde en årsag til at komme hertil igen.

Som jeg skrev i det forrige månedsbrev, er jeg så heldig at havde to ugers påskeferie. Og den sidste uge tog jeg med familien til Puerta Vallarta, som er den strandby jeg tidligere har fortalt om, da jeg også fejrede nytåret der. Vi boede i en leglighed sammen med mine bedsteforældre på min værtfars side. Vi kørte af sted mandag morgen dog kun med min værtsmor, bedstemor og søskende, da min værtsfar og bedstefar skulle arbejde, så de kom natten til torsdag. Efter 7 timer i bil nåede vi endelig frem. Eftersom, at jeg fik konstateret en mindre diskusprolaps i begyndelsen af marts, startede jeg ferien i sengen på grund af den lange køretur, men solen, stranden og en solseng var nu meget tiltrækkende, så jeg fik mig hurtigt bevæget ud i solen. Ikke fordi det var med familiens opbakning, at jeg lå og slikkede sol, da mexicaneren meget nemt optager sol, og da lys hud her ses som om man er rig, hvorimod at dem med mere kulør ses knap så godt på, hvilket er meget overfladisk i min øjne. Hele ugen var på et meget roligt plan, det gik efter mottoet, spis, sov, sol, spis, sov sol. Dog, en enkelt dag skulle der til at ske noget. Nu hvor man kun har mindre søskende, så vi tog på en bådtur ud for at snorkle og så skulle vi ind og se en lille ø, som har et stort hul inde i midten, men lidt atypisk skal man svømme indenunder, hvor der så er en form for en strand. Det var virkeligt grænseoverskridende, men også helt unikt. På den omkring 2 timers sejltur tilbage, var der selvfølgeligt blevet arrangeret noget underholdning, og da de spørger efter nogle frivillige, sidder jeg i skjul og peger på min værtsøster. Hvad jeg så ikke lige havde fået fat i var, at de skulle bruge et par, så det førte til, at jeg også blev en del af det. Vi skulle så danse mod to andre par, og vi skulle jo have fundet manden og kvinden, og da jeg er den højeste var jeg manden og blive omdøbt til  Lino…. og jeg skal hilse og fortælle, at det ikke var en stor succes! Jeg var så en af de heldige der ikke fik lov til at sætte mig ned efter, jeg skulle have været med i anden konkurrence, ja, eller det troede jeg da. Jeg fik bind for øjnene, og så skulle jeg mod to andre piger se, hvem der kunne spise 2 bananer og drikke en juice hurtigst. Og ja.. som jeg skrev så troede jeg, det var en konkurrence, men da jeg så for fjernet bindet fra mine øjne finder jeg ud af, at jeg er den eneste, som var med i denne konkurrence. Hele båden sidder og griner, da Lino fra Danmark, har vundet mod sig selv! Jeg var så flov efterfølgende, det endte så med, at jeg simpelthen blev så berømt på den bådtur, for at have skiftet navn og spise to bananer, for alle de kendte mig jo lige pludselig.

Fredag den 17 var jeg blevet inviteret til en 15 års fødselsdag med min værtsøster. Og da det var ved en af hendes tætteste veninder, tog vi til frisøren og fik lagt make up og sat hår. Til festen var Isobel heldigvis også der, da en 15 års fødselsdag udelukkende består af 15 årige .. Og det er man jo lidt for gammel til. Men det var heller ikke meget af festen jeg nåede at opleve, da jeg gik hen og fik det dårligt til festen. Og selvfølgelig kunne vi ikke komme i kontakt med min værtsmor, så jeg lå 2 timer på toilet gulvet og kastede op. Efter at have døjet med noget madforgiftning i en uges tid.

Næste dags morgen gik turen til Iropatro, hvor vi skulle lære at danse en mexicansk dans. Så vi bliver sendt ind i en lummer gymnastiksal, hvor jeg så står med kvalme og skal danse, da vi i den kommende weekend har en konference i Leon, hvor vi så skal optræde. Men som om en lummer gymnastiksal og kvalme ikke var nok, så blev jeg selvfølgelig udpeget til at skulle danse begge de to danse. Vi øvede hele lørdag og ind under aftenen kommer der en masse familier fra Iropatro, som havde sagt ”ja” til at have nogle udvekslingsstudenter overnattende????. Jeg skulle sove med Ramona, fra Tyskland, som også bor i Loen, hos en virkelig skøn familie, som jeg desværre ikke husker navnet på. Vi tog hen og spiste taco og på en lille rundtur i Iropatro. Hvor vi fx  også besøgte naboerne, som er Rotary Klubben. Og så blev det også tid til at komme til ro efter en lang dag. Næste dags morgen var det tid til at få lært de sidste dansetrin, inden turen igen gik tilbage til Leon.

Dette år har indebåret meget, men et ord, syntes jeg, er meget grundlæggende, forandring. Jeg havde fået en tid ved frisøren, med en af de andre udvekslingsstudenter, da spidserne trængte til at blive klippet. Men som også er typisk for Mexico, så går det aldrig helt efter planen, da frisøren insistere på at afblege mine hårspidser, for at give mere liv til mit hår, og hvis der er noget jeg er følsom overfor, så er det virkeligt mig hår, og da Deborah som planlagt skulle havde gjort det samme, var der jo også lidt mere plads fra sidelinjen. Men forandring fryder, som man siger, så jeg springer med begge ben i og overlader det hele til frisøren. Det var heldigvis ikke noget jeg fortrød, i modsætning til hvad jeg nok havde frygtet.

Og så fandt mutti også ud af, at man er blevet gammel nok til ikke at skulle spørge om lov til alting længere, haha. Så må vi se til hvordan det kommer til at gå nu, hvor jeg snart skal hjem og bo igen, efter 2 år hjemmefra (efterskole).

Her den 24., 25., og 26. april havde vi en Rotary Konference i Loen. Fredag den 24. startede vi med 4 timers foredrag og en helt masse snak, som jeg må indrømme, at jeg fik dagdrømt det meste af væk i morgentimerne. Efterfølgende var det på en bus til Parque Explora, som er en form for et experimentarium. Ved middagstid tog vi til Leon Rotary Club for at spise til middag, og for at genopfriske den mexicanske dans vi lærte ugen forinden. Da dansen nogenlunde sad i skabet, var det med fuld fart tilbage til hotellet, for at skifte til de flotte mexicanske kjoler. På hotellet Hotson, hvor konferencen blev afholdt, var der dækket op til stor middag. Og selvfølgelig med masser af underholdning på scenen, som vi selvfølgelig skulle være en del af. Det var så rart at rende rundt i de meget store og flotte mexicanske kjoler, det hjalp i hvert fald lidt på at føle sig en del mere mexicansk.

Lørdag morgen, formiddag var meget siddende, da vi selvfølgelig også skulle deltage i de mange foredrag.  Ved middagstid tog vi en bus igen til Leon Rotary Club, til tacos som altid. Hvorefter hvert enkelt land skulle fremlægge og fortælle om deres hjemland. Og så til det vi alle havde set frem til, som afslutning på den lange konference, og hver gang der er noget at fejre, så gør vi også det, så det var i den flotteste kjole, højhælet og så skulle make up’en og håret selvfølgelig også sidde!

Sluttidspunktet for os udvekslingsstudenter var sat til klokken 02, og så var det fælles gang tilbage til hotellet, men det skal jeg love for, at der blev udsat. Da der var fuld fart over dansegulvet, og nu hvor jeg for første gang er samlet til en fest med min danske venner, bliver der også lagt en mode for dansestilen. Da mexicanere, helst skal danse lidt yndigt, pænt og fremstår meget godt, men vi 5 danskere fik hurtigt indført basarmen og lidt atypiske danse- trin. Jeg kommer aldrig til at glemme den aften, min værtsøster nævnte også for min værtsmor, at jeg var lidt skør, haha!

Søndag morgen var det op, til det sidste afsluttende foredrag klokken 8 - efter 4 timers søvn. Og da jeg bliver hentet klokken 10 af min værtforældre, har de sådan en dejlige overraskelse, at vi skal til familiemiddag.