Min nye adresse

Jeg bliver lige nød til at gøre opmærksom på min nye adresse da det er meget indviklet og det skal være meget præcis for at pakken kommer frem. Så hvis nogle skulle på lyst til at sende noget så skriv helst alt dette, så vi er sikre på at den kommer frem.

Line Olesen 

Arroyo de las liebres #604-A

Col. Punto Verde

Codigo Postal 37298 

Tlf. (477) 1 147333

León, Guanajuato 

México

Månedsbrev for November

Jeg vil starte mit månedsbrev ud med at sige, hvor jeg er bare overdrævet glad for at have fået denne chance. Jeg nyder og møder hvert eneste dag med et kæmpe smil, jeg må indrømme at der er ved at opbygge sig en lille mexicaner indeni mig, ikke bare fordi at jeg ELSKER mexicansk mad, men også fordi at nok lide har fået den lidt over kærlige sind med kram og kys, som i mine øjne virkelig beskriver meget den spanske kultur. Så bare vent bette bror, du kommer sådan til at elske mig når jeg en gang får lyst til at vende hjem, selvom det nok ikke kommet til at afhænge af det. Dette har været endnu et måned som har budt på meget, så jeg håber at alle jer derhjemme nyder godt af at følge mig, da jeg har simpelthen så meget at fortælle, dog er tiden lidt min fjende for tiden, som alle jer der hjemme nok kender til her inden julemånedet.

Jeg gik ind i dette måned med at fejre halloween, som er en stor højtid som fejres med maner. Og der er mange festlige lejligheder som havde åben dør på denne festlige aften, det vil sige at jeg tror jeg var inviteret til omkring 8 forskellige halloween fester, jeg valgte dog at taget til den samme som min ældste værtsøster, som var en stor fest for hendes skole. Taget i betragtning af at jeg ikke rigtig kendte nogle, fik man hurtig opbygge nogle venskaber når der er en flok fulde mexicanere og en ”Blondie”. Jeg må indrømme at den der med at man bliver set med lidt andre øjne bare fordi man er ”blondine” med blå øjne, denne har jeg nok ikke helt vendt mig til i nu. Men som jeg er åben og imødekommende så skal det da ikke skille os ad, men man skal tage sig mine forbehold.

Jeg sidder og spiser til middag en ganske normal dag efter skole med min familie, og der spørg min værtsmor mig så om det er i orden at min værtsøster Mariana og hendes søster der er i Frankrig, kan komme og besøge mig i Danmark i sommerferien, da min første værtsfar vil rejse i Europa og arbejde denne sommer. Så det er bestemt noget jeg ser frem til, da jeg efterhånden nu også har fortalt dem en masse om mig hjem, familie og venner. Så jeg håber I vil tage godt imod min nye familie.

Jeg må indrømme at dette havde jeg aldrig troet jeg skulle gøre, for det er SÅÅÅ LANGT fra noget jeg ville havde gjort hjemme i Danmark. Det hele startede med at min værtsøster nævnte for mig at hvis jeg ville gå model, så ville jeg gå for nogle som specialesyede tøj, det ville jo sige at jeg selv kunne designe min egen kjole. Så selvom min pigedrøm ikke er at gå model, så blev jeg alligevel overbevist med sådan en lille selvdesignet kjole, derudover ville alle pengene gå til de fattige, så jeg fik fundet min indre ”model” frem og ellers bare kaste mig ud i det. Så på dagen blev jeg hentet fra skole klokken 13, og så var det stresset mod frisøren for at få sat hår og lagt make up, og det skal siges at det tager tid når man er fem piger og kun en frisør. Selv mode opvisningen gik over alle forventninger, jeg fik passeret den 1 meter høje scene i en lidt for selvfed gangsart vi havde lære mandagen før.

Den 7 november var det den årlige internationale luftballon festival, som er fra fredag til mandag den 17 , det er dog ikke helt som skivefestival, hver morgen klokken 7-9 bliver der sendt omkring 250 luftballoner op i alle jordens farver, former og figurere. Og så om aftenen sendes der en form for en lille luftballon på som der sættes ild til og på grund af CO2’en flyver den opad, jeg kender ikke lige til navnet på den, derudover så hver aften klokken 10 kom der en mexicansk kunstner, ikke fordi det var nogle jeg kendte noget til ;) men det er virkelig noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, men der var så også en mere mørk side af festivallen for der var en meget tung lugt af , som er et meget velkendt stof i Mexico, bare når du kom hjem lugtede du langt væk af det.

Men dette måned har også budt på den største forandring ind til videre, for mandagen den 24 var det nemlig tid til at skifte familie, det er nok en af de ting man godt er klar over, men ikke helt forstår alligevel. For i mine øjne, før jeg flyttede, var familien Röel i mine øjne min mexicanske familie, jeg har bundet mig så meget til familien, da det ligesom var der at jeg fandt min trykke rammer og mig selv.  Men dagen jeg nok havde lukket lidt øjnene for kom nu alligevel, jeg troede dog dagen havde været to dage inden, altså om lørdagen, da det var det min værtsmor havde fortalt mig, det er det jeg kalder (mexican style) altså mexicanske stil. Så jeg pakkede alle mine ting fredagen formiddag, jeg havde kun lagt et par bukser og en bluse til side, ellers var alt andet proppet tilbage i kufferten og en del bæreposer, da der er alligevel er kommet en del til siden jeg ankom. Men fredag havde planerne ændret sig til mandag, det der blev taget en del op igen.

Men mandag kom også, så jeg blev hentet klokken 1 af min første værtmor, som det hedder nu, vi fik proppet alt tilbage i kufferten igen og efter middagsmad med familien og min værtsbedstefar og et lille familie billede, så gik turen ellers mod rotary klubben vores alle os udvekslingsstudenter stod på række lige så spændt og nervøse. Jeg er som sagt en meget følsom pige, så jeg stod på parkeringspladen og tuede, og det skal siges at jeg var den eneste udvekslingsstudent som gjorde det, men at se min værtsøsters triste ansigt og høre min første værtsmors lykkebringende ord det var alt for følsomt for mig, så det endte i en masse tåre og alt for længde kram. Og så var det ellers ind i bilen til min næste værtsfamilie, som udelukkende snakker spansk dog forstår min værtsmor en smule engelsk, jeg har nu også en værtsstorebror på 20, han taler selvfølgelig engelsk, men som så mange andre mexicanere så er de meget generte for at tale.

Min nye værtsmor, værtsfar og jeg vi tog først et stop på starbucks, hvor vi fik os snakket igennem lige fra himmel og jord på spansk, jeg var person meget glad for at vi fik os sat ned sammen og kom ind på hinanden, og ikke at vi bare kørt hjem og gik i hver vores rum. Men dette var bare begyndelsen på min først dag hos familien, vi snakkede både med en kok om en julefrokost og vi var på et hvidevare lager, og så sluttede vi ud med tacos!! Mums. Og ellers var det bare hjem og få vendt kufferten på hovedet igen. En anderledes men god dag.

Her onsdag den 26 fik vi en form for læseferie da vi har eksamener her inden vi kan gå på ferien, min første eksamen er her den 1 december og min sidste eksamen er den 7 december, og så venter der ellers ferie. Jeg må nok indrømme at min læseferie har nu mest budt på fester med min værtsbror og familie hygge med min værtsmor da hun ikke som sådan arbejder. Min værtsbror er tro at 20 år gammel, og man skulle måske tro at han ikke ville have så meget med en lillesøster at gøre, men vi konekter bare rigtig godt, eksempel var alle os 4 ude og shoppe, for min værtsbror skulle finde en jakke, og vi gik for os selv og han prøvede alverdens grimme jakker, jeg har dog ikke fået lov til at dele alle de skønne billeder med jer.. Men i kan lige tro at jeg fik grinet en masse.

Men nok snakke om hvor glad jeg er og hvor fantastisk min nye familie er, for jeg må heller komme igen med at studere til især min spansk eksamen.

Til familie som også læser med, intet nyt er godt nyt, tro mig.

Du skønneste dage i Mexico

Her er jeg med min værtsøster, Mariana og hendes veninde Fadime i en nærliggende by til værtsfamiliens gård. 

I supermarkedet kom vi lige forbi alt udklædningtøjet til halloween, billedet har en lidt længere og sjovere historie, I starten havde jeg store problemer med at udtale min værtsøsters navn rigtig, da jeg havde en tendens til at kalde hende en gris, på spansk. Og grunden til jeg at jeg står med en hønemaske er, at en dag da vi var i biografen siger min værtsfar lige pludeselig, helt ud af det blå “Line høne”, det skal siges at det rimer på spansk.

Dette er en dejlig lørdag med familien i Guanajatro. 

Mit lange “blonde” hår og blå øjne skriger at jeg ikke er fra Mexico, så jeg blev inviteret med ind i køkkenet, hvor jeg lavede min første tortilla. 

På vores lille udflugt besøgt vi en form for et museeum som fortalte som dengang der havde været en mindeudgravning, men min værtsfar tog det ikke så seriøst, så vi gik rundt på udstillingen og tog fjollede billeder, men vores guide var heldigvis med på lidt sjov.  

Sig hej til min værtsmormor !

Her er et billede fra vores optog i den internationale weekend.

Tid til dagens gode gerning, vi nemlig her på billedet ved at opdale en masse tøj folk har duneret til de fattig.

En hyggedag med vennerne med pizza, musik og højt humør. 

Dette er Michelle, vi var lige en tur ved frisøren og få ordnet håret og neglene til hendes store fødselsdagsfest. Så skøn, og hun snakker meget om, at hun vil komme og besøge mig i DK, så bare vent I vil elske hende. 

Jeg har jo nævnt at Mexico har gjort mig lidt feminin, så her fik Dani og jeg lave géle negle.  

Så blev det fest tid ! 

Man skal ikke tage fejl af hvad rigtige venner er, jeg har altid været en del af “drengene” da jeg nok lidt er en drenge-pige, ikke fordi at de behandler mig så, for eksempel når de åbner bildøren for en og lukker den igen, på tros af at jeg siger “jeg er fra Danmark, du behøver altså ikke at gøre det!”. 

Dette er blot en typisk hverdag med mine venner, de ringer på døren og tager en med på restaurant.

Halloween party! Det er jo ikke lige frem det vi fejre mest hjemme i Danmark, men her er det en meget stor fest, hvor der både bliver gjort meget ud af kostumer og oppyntning.

Tecmun, er en weekend som er opbygget som om det var en natokonference, hvor vi alle er pænt klædt på og skal repræsentere forskellige lande og diskutere forskellige situationen. Som alt andet så bliver der gjort meget ud af det og så er det med en stor indlevelse. 

Månedsbrev for oktober

Denne måned har virkelig været blandet, det har været lige fra, at mine øjne har været som et evigt vandfald til den bedste tid jeg har haft i Mexico. Hvilken som helst person, der har spurgt mig forud for starten af denne måned om jeg havde hjemve, var et klart NEJ! Jeg har til tider småsavnet min familie, men det var lige så meget bare det hele derhjemme. Men denne måned vendte fuldstændig alt for mig, jeg ved ikke, hvad der havde overtaget mig, det må være en blanding af at have været hjemmefra i lang tid og følelsen af at være anderledes og ikke føle sig accepteret. Og som så gik til at blive en måned, hvor jeg for alvor åbnede mig, blev den smilende og glade pige jeg altid har været, hvorimod jeg nok har været mere indelukket og forsigtig, nok fordi jeg var bange for, at folk fik et forkert indtryk af mig, men det var jo præcis det de fik. Så det var for mig en stor befrielse bare at kunne være mig selv og så se, hvor mange der rent faktisk kan lide den rigtige Line.

Det med ikke at føle sig accepteret, det er nok noget jeg altid har kæmpet meget med, jeg ved jo, at der ikke er en eneste som er perfekt, og det er jeg bestemt heller ikke, men når folk ikke accepterer mig eller nok nærmere ikke kan lide mig, så er der noget inde i mig som siger ”så er der noget galt med mig”. Det har jeg altid kæmpet meget med, og i den forbindelse forsøger jeg, at opbygge nogle facader, fordi jeg nok ikke kan klare, at der bliver set dårligt på den rigtige mig.

Jeg var godt klar over, at jeg ville lære noget som person dette år, men jeg troede virkelig ikke, at jeg kunne overvinde så stor en del af mig, som det er, hvordan folk ser på mig. Jeg bliver nok aldrig noget i nærheden af ligeglad, men bare det, at jeg har lært at lægge mit fokus på alle dem i det samme rum, som virkelig kan lide mig, for den jeg er. Men det er klart, at man ser forskelligt på alle dage, og nogle dage vil nok altid bare være bedre end andre. En ting er virkelig, at man hører om, at man vil forandre sig, men den dag man kan mærke det på egen krop, der er det først, at det virkelig går op for en, hvad det rent faktisk er, at man fortager sig hver eneste dag.

Jeg ved, at jeg er flere tusinde kilometer hjemmefra, det er ikke noget som jeg på den måde tænker over eller bemærker, fordi for mig føles som om jeg lever lidt et andet liv og i en ny verden. Jeg ved, at det er svært for alle jer derhjemme at forestille sig, hvad det er jeg står op til hvert eneste morgen og nu alt det jeg fortæller om. For mig lever jeg to liv i to vidt forskellige verdner, jeg kommer aldrig til at kunne sammenligne det med hinanden, men jeg har også svært ved at sætte mig ind i livet derhjemme. Fordi det er to verdner i mit liv, som aldrig kommer til at blive det samme.

Jeg var ikke i tvivl om, at dette år ville blive grænseoverskridende, og at jeg ville springe ud i en masse nye ting, som jeg aldrig ville havde gjort hjemme i Danmark, men med så meget andet, så er dette år en stor åben mulighed for at bryde nogle linjer, jeg nok bare altid har sat for mig selv. Og det føler jeg bestemt, at jeg har, I min ”Arte y cultura” klasse har vi som lektier fået for, at vi skulle tager til ”Plaza Expiatorio”, og da jeg sagde ja til at tage med en af mine venner dertil samme dag, havde jeg ingen ide om, hvad der skulle ske, jeg havde nok forestille mig, at der var et museum eller noget i den stil. Da jeg så ankommer med min værtsmor, er det en stor plads, hvor jeg så får øje på min ven i mængden af alle disse mennesker. I skal forstille jer en lille 11 mands fodboldbane, der er I en firkant omringet med stole, hvor der sidder omkring 200 gamle mænd og koner i det fineste mexicanske tøj. I det, at jeg kommer over til min ven er han ved at optage en af de andre fra klassen, som danser med et af de her gamle mennesker. Og selvfølgelig var det lektierne, først var jeg meget genert og kunne ikke få mig selv til at spørge en fremmed mand om vi skulle danse, men efter jeg havde en diskussion om hvordan med min ven Miguel - en gentleman, så startede han. Altså var jeg ikke den eneste som følte mig en smule klumpet og havde lidt svært ved at følge med, jeg har virkelig sjældent grinet så meget.

Jeg går også meget op i at være en del af min skole så meget så muligt. I vil aldrig tro mig, men jeg talte i HELE 42 sekunder på spansk!! Vi havde nemlig i historie får den opgave, at vi skulle fremfør et skuespil for vores lærer om ”the independence of Mexico” og da jeg sad med mine klassekammerater og skulle uddele roller, blev jeg lige pludselig spurgt om det også var, hvis jeg skulle sige noget, jaja hvorfor ikke? I de fleste fremlæggelser og lignende har jeg bare skulle sige overskriften eller en meget kort sætning. Det viser sig så, at det er en del mere, jeg når faktisk kun at læse det igennem 2-3 gange inden jeg skal gå inde foran hele klassen og selvfølgelig min lærer og tale i præcis 41 sekunder på spansk. Altså må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har nogen fornemmelse om hvordan det lød i spanske ører, men læreren og de andre elever roste mig meget. Så hvis I er heldig så kan vi genhøre denne begivenhed næste år i august, der kan jeg nok også selv fortælle, hvor forkert det rent faktisk var.

Weekenden den 11. og 12. oktober, var en international fest weekend, hvor folk fra hele verden kom hertil for at være med til et optog, og for at dele ud af deres kultur blandt andet med mad. Og selvfølgelig skulle vi udvekslingsstudenter være en del heraf, så jeg har været med til mit første optog, hvor vi vinkede til alle de fremmødte over en strækning på omkring 2 km. Vi vinkede som sindssyge og smilede så kæberne var ved at gå i kramper, men det var alt værd, når de der små drenge og piger var helt oppe og køre over, at man vinkede og smilte til dem. Du følte dig lige pludselig helt berømte, når så ufattelig mange mennesker var mødt op for at blandt andet at se på os, det var sådan en unik og sindssyg oplevelse.

Denne måned har også budt på en ”NATO konference” på min skole, dog ikke i ordets fulde forstand. Det er en gruppe på min skole der hedder Tecmun, som hvert eneste år planlægger en weekend, hvor det er obligatorisk for min årgang, og så er der en masse andre skole som betaler sig til at deltage. Alle får tildelt en komite og et land, jeg var i Security Council og selvfølgelig skulle jeg repræsentere Denmark. Og man skal ikke tage fejl af, hvor meget mexicanere gør ud af årstider, traditioner og begivenheder, det var en weekend med det fineste tøj, høje sko og et godt lag make up, jeg tror personligt, at jeg havde været lidt mere neutral og tilbageholdende, hvis det havde været i Danmark, for jeg skulle jo helst ikke skille mig ud fra mængden, men det findes simpelthen ikke her!! Og sådan er det hele vejen igennem, selv til en lille privat fest har man gjort meget ud af sig selv, helt ærligt, det er for festligt!!

Tecmun pogrammet var fra fredag efter skole til søndag middag. Som afslutning skulle der uddeles nogle priser i hver komite, men lærerne forklarede og tale på spansk, så jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, indtil hele klassen råbte Denmark og alle drengene piftede, og jeg sad helt forskrækket i klasselokalet og kiggede forvirret rundt, mens min lærer hiver mig op til tavlen, hvor jeg skal op og stå på bordet. Mens min lærer giver mig prisen for de pæneste ben, da hun fortæller mig det på engelsk, udbryder jeg ”adddd” og alle bryder ud i grin.

I tecmun weekenden anbefalede de, at vi ikke tog til fest og på klubber, men da min bedste mexicanske ven skrev, om jeg ikke havde lyst til at tage med ham og nogle andre venner til en lille fest, og så når ens venner både henter og bringer en hjem igen i god tid, så kan du jo ikke sige nej?  Og fest er bare en stor del af unge kulturen; en aften som denne var der hele 3 andre fester, det er så utroligt og du lærer alle at kende på ingen tid for hver og en er SÅ imødekommende og venlig.  Når jeg går til fester hjemme i Danmark, så er det normalt ikke på dansegulvet, at vi alle står. De fleste sidder mest af alt og snakker, men det er ikke tilfældet her i Mexico, det er det hotteste mexicanske musik og så køre hofterne ellers bare og så danser du meget dreng og pige, hvor du ellers bare bliver svinget rundt, og prøver at svinge hofterne lige så godt som ham du nu danser med. Jeg altid elsket at danse på hold lige fra rytmegymnastik til zumba, men jeg har aldrig lært at sving hofter som mexicanerne, bare de mexicanske drenge snor hele kroppen som en slange, det er så utrolig og sammentidlig bare så meget kulturen, for hvis en dreng havde danset sådan hjemme i Danmark så var det alt for sexet og bøsset. Jeg er fuldstændig forelsket i kulturen.

Vores kultur forskelle har også givet mig lidt mavevrøvl, det startede med lidt mavesmerter, men udviklede sig langsomt til at jeg ikke spiste, da jeg fik voldsomme mavekramper hver gang jeg indtog noget mad. Det var mange teorier på, hvad det dog kunne skyldes, men efter en uge, hvor det kun blev værre og værre, besøgte min værtsmor og jeg lægen, og det viser sig at jeg har parasitter i min mave. Lægen udskrev en recept til mig, som skulle kunne bekæmpe det i løbet af et par dage, så jeg er på benene igen og maden indtages atter normalt. 

Månedsbrev for september

Det er slet ikke til at forstå, at jeg nu allerede skriver mit andet månedsbrev, jeg kan slet ikke bære, hvis hver måned kommer til at gå så hurtigt, for så kommer de 12 måneder fuldstændig til at forsvinde for mig, og så bliver jeg nødt til at lave det om til et 2 års ophold. For på den ene side føler jeg, at jeg har været her i længere tid, da det føltes som en helt naturlig hverdag, og så alligevel føles det heller ikke så lang tid siden, at jeg stod i lufthavnen og vinkede farvel til min familie.

September er festernes måned i Mexico, da det var i september 1810, at Mexico blev uafhængig af Spanien. Så hvert år fejres det i hele september, så selvom det er mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag så er der fester også selvom september er måneden, for eksamener i alle fag. Vi har nemlig ikke eksamener ligesom hjemme i Danmark, som en slags afrunding af alt, hvad man har lært i løbet af året. Her I Mexico har vi eksamener meget oftere, her er det mere en slags afrunding på hvert emne vi har været igennem.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvordan det er gået, da mine undervisningstimer på spansk stadig ikke giver den store mening for mig. Men jeg er ikke i tvivl om, at I næste månedsbrev kommer der til at stå noget andet omkring min sproglige udvikling, da jeg virkelig kæmper. Og det er som om, jeg kan begynde at se det berømte lys for enden af tunelen.

Blandt os udvekslingsstudenter har vi haft lidt af en periode, som jeg ville kalde ”hvem er jeg?”, da alt er ved at blive en hverdag og vi ikke længere opbygger nogle facader, fordi alt ikke er nyt og ukendt længere. Og det har opbygget nogle problemer og lidt splid, jeg tror personligt det skyldes, at vi alle kommer fra forskellige kulture, hvor folk ser anderledes på hinanden. Jeg mener personligt, at det handler om at falde ind i den mexicanske kultur, hvorimod at jeg tror det splid som er opstået bland udvekslingsstudenterne, skyldes at nogle sidder stadig for meget fast i deres egen kultur, og så opstår der nemt misforståelser og splid, fordi man på den måde ikke forstår hinanden. Men som min værtsmor siger til mig, os udvekslinger skal være en slags familie, alt skal nok løse sig, der skal findes en løsning.

Weekenden den 20.-21. var det tid til, at alle fra mit distrikt 4160 skulle samles i San Miguel omkring 4 timers kørsel fra Leon. Mod alle mine forventninger så var der andre danskere, endda hele 5. Jeg møder allerede de to første da vi samler et hold op, i det samme de kommer ind i bussen flyver jeg op af sædet og om halsen på dem! Det var ligesom om der kom et stykke af mit hjem ind i bussen dette sekund, selv om jeg dog kun kort har snakket med disse to fyre en enkelt gang før. Det er utroligt, at man kan blive så glad, men det betød virkelig meget for mig. Og mod alle mine forventninger så kan jeg slet ikke finde ud af at snakke dansk. Jeg har intet problem når jeg sidder på mit værelse og Skyper hjem, men når jeg står midt i hele den sproglige verden, kan jeg slet ikke tænker eller tale dansk. Det var så surrealistisk for mig, da det er fuldstændigt åndsvagt, at jeg står og taler engelsk når de snakker til mig på engelsk, jeg var heldigvis ikke den eneste der havde det problem, så vi aftalte bare at holde os til at snakke engelsk, så alle andre også kunne forstå os. Weekenden stod på mexicanske traditioner og kulturer i San Miguel byen, men også badning, fest og et hav af billeder !! Jeg kunne slet ikke overkomme at smile mere på vej hjem i bussen.

Som det nok bare er meget Mexicansk, så betyder familien meget. Det kan jeg også mærke, hvis der er en dag, hvor man bare hænger mere i bremserne end andre, så bliver der lagt en arm om en, og det er bestemt noget der virker på et tryghedsmenneske som jeg.

Jeg har især et meget tæt forhold til min værtsmor, nok fordi hun minder mig på mange måder om min egen mor, som er meget beskyttende og kærlig. Især den der med, hvis jeg fx skal i biografen en dag med mine venner, så skal jeg skrive når jeg er ankommet og så interesserer hun sig meget for, hvad jeg nu har fået at spise og hvis jeg har været ude at shoppe, så er der modshow når jeg kommer hjem.

Men også på en dag, hvor tårene har frit løb og noget har gjort dig ondt. Så står hun der, og der er bestemt medfølelse, når man får hende til at græde. Jeg kan slet ikke beskrive hende med få ord, hvordan hun bliver glad og taknemmelig når jeg vil køre med hende til dagens daglige gerninger, som jeg bare ser som en hyggelig familie ting. Jeg er også en meget ærlig, og jeg kan ikke gå med noget for mig selv, så hober det sig op og så bryder jeg sammen og må forklare og fortælle det hele, især når alt er lidt fremmed har man brug for et god råd, eller en opløftende sætning så som ”what dosen’t kill you makes your stronger” (Modgang gør dig stærkere).

Vi er meget splittet blandt udvekslingsstudenterne i Leon, det skyldes blandt andet, at i denne måned er den første advarsel blevet givet til to udvekslingsstudenter, som ikke har, kunne overholde reglerne. Det er ikke blot blandt udvekslingsstudenter, men også blandt værtsfamilierne, og når du er så langt fra dine 100 % trygge rammer, og du så midt i så meget splid, rygter og had, så tager det hårdt på en følsom pige som jeg. Jeg har på ingen måde lidt af hjemve, -no hate mom, så det er såmænd ikke sådan noget der slår mig ud. Efter en uge fyldt med et hav af misforståelser og ubehagelige situationer, blev der indkald til Rotary møde, som var virkelig følelsesladet. Nu vil tiden bare vise om det gjorde en forskel eller ej, men dette har uden tvivl fyldt meget i alle udvekslingsstudenters måned. 

Mariana og jeg havde længde snakket om, at vi ville lave nogle dansk kager/småkager. Og hun pegede hindbærsnitter ud, ud af alverdens danske kage og andre godter. Det viser sig så, at på trods af, at det er en meget kage-glad familie så ejer de ikke en vægt!! Så vi må gøre det på sådan meget cirka mål. Det endte nu med et yderst lækkert resultat, det viste sig så, at vores hund Rena også syntes det, for efter vi havde nydt et stykke ved bordet, havde vi ladet kagerne stå på bordet og det nød Rena godt af, for så længde vi var ovenpå for at gøre os klar til fest, ja så forsvandt kagerne.. Da vi finder ud af det falder Mariana og jeg om af grin, da Renas øres er smurt ind i glasur og går lige så uskyldig rundt i huset.

I min værtsklub fungere det sådan at her er 7 udvekslingsstudenter, og 7 værtsfamilie, som alle har en datter eller søn på udvekslings selv. Jeg skal bo ved tre forskellige værtsfamilier og alle værtfamilierne skal have tre forskellige udvekslingsstudenter til at bo ved dem i løbet af dette år. Det jeg personlig har det sværest med er, at så er der en anden som skal komme til min nuværende værtfamilie, og ligesom ”overtage” den plads jeg har fået i familien. Men der er absolut en ting, jeg synes der er det værste og som jeg også har sagt til mig værtsøster Mariana ”jamen du er MIN værtsøster”, jeg kan få fuldstændig tårer i øjnene over at tænke på den dag jeg ikke skal vågne op til når hun siger ”buenos días”, ikke falde om af grin sammen med hende længere, og ikke tage fjollede billeder af hinanden og falde i søvn til når hun vinker til mig og siger ”buenas noches”. Hun er ikke blot min værtsøster, den lille pige, min sove- makker, hun er virkelig et af de mennesker der betyder mest for mig og så minder hun mig på så mange måder om mine bedste veninder i Danmark. Der er ingen der skal være i tvivl om, at hun er for resten af livet.

Jeg var blevet inviteret til en stor fødselsdagsfest med min værtsøser, og da tiden blev til, at vi skulle gøre os klar, var der gang i makeuppen, tøjet og skoene. Min værtsøster kunne hurtigt pege ud, hvad jeg skulle have på og ikke. Til fester her gør vi meget ud af os selv, det er højhælede sko (også selvom jeg er høj i forvejen), kort kjole og fyret op for makeuppen, så jeg fik de højeste sko på af min værtsmors. Det normalt ikke er min dresscode i Denmark, men jeg ønsker jeg jo at falde ind i mængden, og så er det da også lidt fedt at gøre mere ud af sig selv og 100% leve sig ind i at være en af dem. Makeuppen er virkelig et storforbrug blandt alle de mexicanske piger også i skolen og før sport (pigetoilettet er et mareridt i pauserne) , så det er i hvert fald slut med efterskole stilen, joggingbusker og ingen makeup.  Det handler om at følge med på moden.