Det
er slet ikke til at forstå, at jeg nu allerede skriver mit andet månedsbrev, jeg
kan slet ikke bære, hvis hver måned kommer til at gå så hurtigt, for så kommer
de 12 måneder fuldstændig til at forsvinde for mig, og så bliver jeg nødt til at
lave det om til et 2 års ophold. For på den ene side føler jeg, at jeg har
været her i længere tid, da det føltes som en helt naturlig hverdag, og så
alligevel føles det heller ikke så lang tid siden, at jeg stod i lufthavnen og
vinkede farvel til min familie.
September
er festernes måned i Mexico, da det var i september 1810, at Mexico blev
uafhængig af Spanien. Så hvert år fejres det i hele september, så selvom det er
mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag så er der fester også selvom september er
måneden, for eksamener i alle fag. Vi har nemlig ikke eksamener ligesom hjemme
i Danmark, som en slags afrunding af alt, hvad man har lært i løbet af året. Her
I Mexico har vi eksamener meget oftere, her er det mere en slags afrunding på
hvert emne vi har været igennem.
Det
kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvordan det er gået, da mine
undervisningstimer på spansk stadig ikke giver den store mening for mig. Men
jeg er ikke i tvivl om, at I næste månedsbrev kommer der til at stå noget andet
omkring min sproglige udvikling, da jeg virkelig kæmper. Og det er som om, jeg
kan begynde at se det berømte lys for enden af tunelen.
Blandt
os udvekslingsstudenter har vi haft lidt af en periode, som jeg ville kalde
”hvem er jeg?”, da alt er ved at blive en hverdag og vi ikke længere opbygger
nogle facader, fordi alt ikke er nyt og ukendt længere. Og det har opbygget
nogle problemer og lidt splid, jeg tror personligt det skyldes, at vi alle
kommer fra forskellige kulture, hvor folk ser anderledes på hinanden. Jeg mener
personligt, at det handler om at falde ind i den mexicanske kultur, hvorimod at
jeg tror det splid som er opstået bland udvekslingsstudenterne, skyldes at
nogle sidder stadig for meget fast i deres egen kultur, og så opstår der nemt
misforståelser og splid, fordi man på den måde ikke forstår hinanden. Men som
min værtsmor siger til mig, os udvekslinger skal være en slags familie, alt
skal nok løse sig, der skal findes en løsning.
Weekenden
den 20.-21. var det tid til, at alle fra mit distrikt 4160 skulle samles i San
Miguel omkring 4 timers kørsel fra Leon. Mod alle mine forventninger så var der
andre danskere, endda hele 5. Jeg møder allerede de to første da vi samler et
hold op, i det samme de kommer ind i bussen flyver jeg op af sædet og om halsen
på dem! Det var ligesom om der kom et stykke af mit hjem ind i bussen dette
sekund, selv om jeg dog kun kort har snakket med disse to fyre en enkelt gang
før. Det er utroligt, at man kan blive så glad, men det betød virkelig meget
for mig. Og mod alle mine forventninger så kan jeg slet ikke finde ud af at
snakke dansk. Jeg har intet problem når jeg sidder på mit værelse og Skyper
hjem, men når jeg står midt i hele den sproglige verden, kan jeg slet ikke
tænker eller tale dansk. Det var så surrealistisk for mig, da det er fuldstændigt
åndsvagt, at jeg står og taler engelsk når de snakker til mig på engelsk, jeg
var heldigvis ikke den eneste der havde det problem, så vi aftalte bare at
holde os til at snakke engelsk, så alle andre også kunne forstå os. Weekenden
stod på mexicanske traditioner og kulturer i San Miguel byen, men også badning,
fest og et hav af billeder !! Jeg kunne slet ikke overkomme at smile mere på
vej hjem i bussen.
Som det
nok bare er meget Mexicansk, så betyder familien meget. Det kan jeg også mærke,
hvis der er en dag, hvor man bare hænger mere i bremserne end andre, så bliver
der lagt en arm om en, og det er bestemt noget der virker på et
tryghedsmenneske som jeg.
Jeg
har især et meget tæt forhold til min værtsmor, nok fordi hun minder mig på
mange måder om min egen mor, som er meget beskyttende og kærlig. Især den der
med, hvis jeg fx skal i biografen en dag med mine venner, så skal jeg skrive
når jeg er ankommet og så interesserer hun sig meget for, hvad jeg nu har fået
at spise og hvis jeg har været ude at shoppe, så er der modshow når jeg kommer
hjem.
Men
også på en dag, hvor tårene har frit løb og noget har gjort dig ondt. Så står
hun der, og der er bestemt medfølelse, når man får hende til at græde. Jeg kan
slet ikke beskrive hende med få ord, hvordan hun bliver glad og taknemmelig når
jeg vil køre med hende til dagens daglige gerninger, som jeg bare ser som en
hyggelig familie ting. Jeg er også en meget ærlig, og jeg kan ikke gå med noget
for mig selv, så hober det sig op og så bryder jeg sammen og må forklare og
fortælle det hele, især når alt er lidt fremmed har man brug for et god råd,
eller en opløftende sætning så som ”what dosen’t kill you makes your stronger”
(Modgang gør dig stærkere).
Vi er meget splittet blandt udvekslingsstudenterne i Leon, det
skyldes blandt andet, at i denne måned er den første advarsel blevet givet til
to udvekslingsstudenter, som ikke har, kunne overholde reglerne. Det er ikke
blot blandt udvekslingsstudenter, men også blandt værtsfamilierne, og når du er
så langt fra dine 100 % trygge rammer, og du så midt i så meget splid, rygter
og had, så tager det hårdt på en følsom pige som jeg. Jeg har på ingen måde lidt
af hjemve, -no hate mom, så det er såmænd ikke sådan noget der slår mig ud.
Efter en uge fyldt med et hav af misforståelser og ubehagelige situationer,
blev der indkald til Rotary møde, som var virkelig følelsesladet. Nu vil tiden
bare vise om det gjorde en forskel eller ej, men dette har uden tvivl fyldt
meget i alle udvekslingsstudenters måned.
Mariana og jeg havde længde snakket om, at vi
ville lave nogle dansk kager/småkager. Og hun pegede hindbærsnitter ud, ud af
alverdens danske kage og andre godter. Det viser sig så, at på trods af, at det
er en meget kage-glad familie så ejer de ikke en vægt!! Så vi må gøre det på
sådan meget cirka mål. Det endte nu med et yderst lækkert resultat, det viste
sig så, at vores hund Rena også syntes det, for efter vi havde nydt et stykke
ved bordet, havde vi ladet kagerne stå på bordet og det nød Rena godt af, for
så længde vi var ovenpå for at gøre os klar til fest, ja så forsvandt kagerne..
Da vi finder ud af det falder Mariana og jeg om af grin, da Renas øres er smurt
ind i glasur og går lige så uskyldig rundt i huset.
I min værtsklub fungere det sådan at her er 7
udvekslingsstudenter, og 7 værtsfamilie, som alle har en datter eller søn på
udvekslings selv. Jeg skal bo ved tre forskellige værtsfamilier og alle
værtfamilierne skal have tre forskellige udvekslingsstudenter til at bo ved dem
i løbet af dette år. Det jeg personlig har det sværest med er, at så er der en
anden som skal komme til min nuværende værtfamilie, og ligesom ”overtage” den
plads jeg har fået i familien. Men der er absolut en ting, jeg synes der er det
værste og som jeg også har sagt til mig værtsøster Mariana ”jamen du er MIN
værtsøster”, jeg kan få fuldstændig tårer i øjnene over at tænke på den dag jeg
ikke skal vågne op til når hun siger ”buenos días”, ikke falde om af grin
sammen med hende længere, og ikke tage fjollede billeder af hinanden og falde i
søvn til når hun vinker til mig og siger ”buenas noches”. Hun er ikke blot min
værtsøster, den lille pige, min sove- makker, hun er virkelig et af de
mennesker der betyder mest for mig og så minder hun mig på så mange måder om
mine bedste veninder i Danmark. Der er ingen der skal være i tvivl om, at hun
er for resten af livet.
Jeg var blevet inviteret til en stor fødselsdagsfest med
min værtsøser, og da tiden blev til, at vi skulle gøre os klar, var der gang i
makeuppen, tøjet og skoene. Min værtsøster kunne hurtigt pege ud, hvad jeg
skulle have på og ikke. Til fester her gør vi meget ud af os selv, det er
højhælede sko (også selvom jeg er høj i forvejen), kort kjole og fyret op for
makeuppen, så jeg fik de højeste sko på af min værtsmors. Det normalt ikke er
min dresscode i Denmark, men jeg ønsker jeg jo at falde ind i mængden, og så er
det da også lidt fedt at gøre mere ud af sig selv og 100% leve sig ind i at
være en af dem. Makeuppen er virkelig et storforbrug blandt alle de mexicanske
piger også i skolen og før sport (pigetoilettet er et mareridt i pauserne) , så
det er i hvert fald slut med efterskole stilen, joggingbusker og ingen
makeup. Det handler om at følge med på moden.
