Du skønneste dage i Mexico

Her er jeg med min værtsøster, Mariana og hendes veninde Fadime i en nærliggende by til værtsfamiliens gård. 

I supermarkedet kom vi lige forbi alt udklædningtøjet til halloween, billedet har en lidt længere og sjovere historie, I starten havde jeg store problemer med at udtale min værtsøsters navn rigtig, da jeg havde en tendens til at kalde hende en gris, på spansk. Og grunden til jeg at jeg står med en hønemaske er, at en dag da vi var i biografen siger min værtsfar lige pludeselig, helt ud af det blå “Line høne”, det skal siges at det rimer på spansk.

Dette er en dejlig lørdag med familien i Guanajatro. 

Mit lange “blonde” hår og blå øjne skriger at jeg ikke er fra Mexico, så jeg blev inviteret med ind i køkkenet, hvor jeg lavede min første tortilla. 

På vores lille udflugt besøgt vi en form for et museeum som fortalte som dengang der havde været en mindeudgravning, men min værtsfar tog det ikke så seriøst, så vi gik rundt på udstillingen og tog fjollede billeder, men vores guide var heldigvis med på lidt sjov.  

Sig hej til min værtsmormor !

Her er et billede fra vores optog i den internationale weekend.

Tid til dagens gode gerning, vi nemlig her på billedet ved at opdale en masse tøj folk har duneret til de fattig.

En hyggedag med vennerne med pizza, musik og højt humør. 

Dette er Michelle, vi var lige en tur ved frisøren og få ordnet håret og neglene til hendes store fødselsdagsfest. Så skøn, og hun snakker meget om, at hun vil komme og besøge mig i DK, så bare vent I vil elske hende. 

Jeg har jo nævnt at Mexico har gjort mig lidt feminin, så her fik Dani og jeg lave géle negle.  

Så blev det fest tid ! 

Man skal ikke tage fejl af hvad rigtige venner er, jeg har altid været en del af “drengene” da jeg nok lidt er en drenge-pige, ikke fordi at de behandler mig så, for eksempel når de åbner bildøren for en og lukker den igen, på tros af at jeg siger “jeg er fra Danmark, du behøver altså ikke at gøre det!”. 

Dette er blot en typisk hverdag med mine venner, de ringer på døren og tager en med på restaurant.

Halloween party! Det er jo ikke lige frem det vi fejre mest hjemme i Danmark, men her er det en meget stor fest, hvor der både bliver gjort meget ud af kostumer og oppyntning.

Tecmun, er en weekend som er opbygget som om det var en natokonference, hvor vi alle er pænt klædt på og skal repræsentere forskellige lande og diskutere forskellige situationen. Som alt andet så bliver der gjort meget ud af det og så er det med en stor indlevelse. 

Månedsbrev for oktober

Denne måned har virkelig været blandet, det har været lige fra, at mine øjne har været som et evigt vandfald til den bedste tid jeg har haft i Mexico. Hvilken som helst person, der har spurgt mig forud for starten af denne måned om jeg havde hjemve, var et klart NEJ! Jeg har til tider småsavnet min familie, men det var lige så meget bare det hele derhjemme. Men denne måned vendte fuldstændig alt for mig, jeg ved ikke, hvad der havde overtaget mig, det må være en blanding af at have været hjemmefra i lang tid og følelsen af at være anderledes og ikke føle sig accepteret. Og som så gik til at blive en måned, hvor jeg for alvor åbnede mig, blev den smilende og glade pige jeg altid har været, hvorimod jeg nok har været mere indelukket og forsigtig, nok fordi jeg var bange for, at folk fik et forkert indtryk af mig, men det var jo præcis det de fik. Så det var for mig en stor befrielse bare at kunne være mig selv og så se, hvor mange der rent faktisk kan lide den rigtige Line.

Det med ikke at føle sig accepteret, det er nok noget jeg altid har kæmpet meget med, jeg ved jo, at der ikke er en eneste som er perfekt, og det er jeg bestemt heller ikke, men når folk ikke accepterer mig eller nok nærmere ikke kan lide mig, så er der noget inde i mig som siger ”så er der noget galt med mig”. Det har jeg altid kæmpet meget med, og i den forbindelse forsøger jeg, at opbygge nogle facader, fordi jeg nok ikke kan klare, at der bliver set dårligt på den rigtige mig.

Jeg var godt klar over, at jeg ville lære noget som person dette år, men jeg troede virkelig ikke, at jeg kunne overvinde så stor en del af mig, som det er, hvordan folk ser på mig. Jeg bliver nok aldrig noget i nærheden af ligeglad, men bare det, at jeg har lært at lægge mit fokus på alle dem i det samme rum, som virkelig kan lide mig, for den jeg er. Men det er klart, at man ser forskelligt på alle dage, og nogle dage vil nok altid bare være bedre end andre. En ting er virkelig, at man hører om, at man vil forandre sig, men den dag man kan mærke det på egen krop, der er det først, at det virkelig går op for en, hvad det rent faktisk er, at man fortager sig hver eneste dag.

Jeg ved, at jeg er flere tusinde kilometer hjemmefra, det er ikke noget som jeg på den måde tænker over eller bemærker, fordi for mig føles som om jeg lever lidt et andet liv og i en ny verden. Jeg ved, at det er svært for alle jer derhjemme at forestille sig, hvad det er jeg står op til hvert eneste morgen og nu alt det jeg fortæller om. For mig lever jeg to liv i to vidt forskellige verdner, jeg kommer aldrig til at kunne sammenligne det med hinanden, men jeg har også svært ved at sætte mig ind i livet derhjemme. Fordi det er to verdner i mit liv, som aldrig kommer til at blive det samme.

Jeg var ikke i tvivl om, at dette år ville blive grænseoverskridende, og at jeg ville springe ud i en masse nye ting, som jeg aldrig ville havde gjort hjemme i Danmark, men med så meget andet, så er dette år en stor åben mulighed for at bryde nogle linjer, jeg nok bare altid har sat for mig selv. Og det føler jeg bestemt, at jeg har, I min ”Arte y cultura” klasse har vi som lektier fået for, at vi skulle tager til ”Plaza Expiatorio”, og da jeg sagde ja til at tage med en af mine venner dertil samme dag, havde jeg ingen ide om, hvad der skulle ske, jeg havde nok forestille mig, at der var et museum eller noget i den stil. Da jeg så ankommer med min værtsmor, er det en stor plads, hvor jeg så får øje på min ven i mængden af alle disse mennesker. I skal forstille jer en lille 11 mands fodboldbane, der er I en firkant omringet med stole, hvor der sidder omkring 200 gamle mænd og koner i det fineste mexicanske tøj. I det, at jeg kommer over til min ven er han ved at optage en af de andre fra klassen, som danser med et af de her gamle mennesker. Og selvfølgelig var det lektierne, først var jeg meget genert og kunne ikke få mig selv til at spørge en fremmed mand om vi skulle danse, men efter jeg havde en diskussion om hvordan med min ven Miguel - en gentleman, så startede han. Altså var jeg ikke den eneste som følte mig en smule klumpet og havde lidt svært ved at følge med, jeg har virkelig sjældent grinet så meget.

Jeg går også meget op i at være en del af min skole så meget så muligt. I vil aldrig tro mig, men jeg talte i HELE 42 sekunder på spansk!! Vi havde nemlig i historie får den opgave, at vi skulle fremfør et skuespil for vores lærer om ”the independence of Mexico” og da jeg sad med mine klassekammerater og skulle uddele roller, blev jeg lige pludselig spurgt om det også var, hvis jeg skulle sige noget, jaja hvorfor ikke? I de fleste fremlæggelser og lignende har jeg bare skulle sige overskriften eller en meget kort sætning. Det viser sig så, at det er en del mere, jeg når faktisk kun at læse det igennem 2-3 gange inden jeg skal gå inde foran hele klassen og selvfølgelig min lærer og tale i præcis 41 sekunder på spansk. Altså må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har nogen fornemmelse om hvordan det lød i spanske ører, men læreren og de andre elever roste mig meget. Så hvis I er heldig så kan vi genhøre denne begivenhed næste år i august, der kan jeg nok også selv fortælle, hvor forkert det rent faktisk var.

Weekenden den 11. og 12. oktober, var en international fest weekend, hvor folk fra hele verden kom hertil for at være med til et optog, og for at dele ud af deres kultur blandt andet med mad. Og selvfølgelig skulle vi udvekslingsstudenter være en del heraf, så jeg har været med til mit første optog, hvor vi vinkede til alle de fremmødte over en strækning på omkring 2 km. Vi vinkede som sindssyge og smilede så kæberne var ved at gå i kramper, men det var alt værd, når de der små drenge og piger var helt oppe og køre over, at man vinkede og smilte til dem. Du følte dig lige pludselig helt berømte, når så ufattelig mange mennesker var mødt op for at blandt andet at se på os, det var sådan en unik og sindssyg oplevelse.

Denne måned har også budt på en ”NATO konference” på min skole, dog ikke i ordets fulde forstand. Det er en gruppe på min skole der hedder Tecmun, som hvert eneste år planlægger en weekend, hvor det er obligatorisk for min årgang, og så er der en masse andre skole som betaler sig til at deltage. Alle får tildelt en komite og et land, jeg var i Security Council og selvfølgelig skulle jeg repræsentere Denmark. Og man skal ikke tage fejl af, hvor meget mexicanere gør ud af årstider, traditioner og begivenheder, det var en weekend med det fineste tøj, høje sko og et godt lag make up, jeg tror personligt, at jeg havde været lidt mere neutral og tilbageholdende, hvis det havde været i Danmark, for jeg skulle jo helst ikke skille mig ud fra mængden, men det findes simpelthen ikke her!! Og sådan er det hele vejen igennem, selv til en lille privat fest har man gjort meget ud af sig selv, helt ærligt, det er for festligt!!

Tecmun pogrammet var fra fredag efter skole til søndag middag. Som afslutning skulle der uddeles nogle priser i hver komite, men lærerne forklarede og tale på spansk, så jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, indtil hele klassen råbte Denmark og alle drengene piftede, og jeg sad helt forskrækket i klasselokalet og kiggede forvirret rundt, mens min lærer hiver mig op til tavlen, hvor jeg skal op og stå på bordet. Mens min lærer giver mig prisen for de pæneste ben, da hun fortæller mig det på engelsk, udbryder jeg ”adddd” og alle bryder ud i grin.

I tecmun weekenden anbefalede de, at vi ikke tog til fest og på klubber, men da min bedste mexicanske ven skrev, om jeg ikke havde lyst til at tage med ham og nogle andre venner til en lille fest, og så når ens venner både henter og bringer en hjem igen i god tid, så kan du jo ikke sige nej?  Og fest er bare en stor del af unge kulturen; en aften som denne var der hele 3 andre fester, det er så utroligt og du lærer alle at kende på ingen tid for hver og en er SÅ imødekommende og venlig.  Når jeg går til fester hjemme i Danmark, så er det normalt ikke på dansegulvet, at vi alle står. De fleste sidder mest af alt og snakker, men det er ikke tilfældet her i Mexico, det er det hotteste mexicanske musik og så køre hofterne ellers bare og så danser du meget dreng og pige, hvor du ellers bare bliver svinget rundt, og prøver at svinge hofterne lige så godt som ham du nu danser med. Jeg altid elsket at danse på hold lige fra rytmegymnastik til zumba, men jeg har aldrig lært at sving hofter som mexicanerne, bare de mexicanske drenge snor hele kroppen som en slange, det er så utrolig og sammentidlig bare så meget kulturen, for hvis en dreng havde danset sådan hjemme i Danmark så var det alt for sexet og bøsset. Jeg er fuldstændig forelsket i kulturen.

Vores kultur forskelle har også givet mig lidt mavevrøvl, det startede med lidt mavesmerter, men udviklede sig langsomt til at jeg ikke spiste, da jeg fik voldsomme mavekramper hver gang jeg indtog noget mad. Det var mange teorier på, hvad det dog kunne skyldes, men efter en uge, hvor det kun blev værre og værre, besøgte min værtsmor og jeg lægen, og det viser sig at jeg har parasitter i min mave. Lægen udskrev en recept til mig, som skulle kunne bekæmpe det i løbet af et par dage, så jeg er på benene igen og maden indtages atter normalt.