mandag den 8. juni 2015

Månedsbrev for maj


Så sidder jeg utroligt nok og skriver mig mit andet sidste månedsbrev, men en meget blandet følelse i kroppen af at tiden løber fra mig og samtidig er det svært at fylde tiden ud, da jeg er den eneste i familien der har ferie, så når mine søskende alle er i skole og mine forældre på arbejde, står det det meste af tiden på at være ved en af de andre udvekslingsstudenter eller med min værtsmor på arbejde.



Fra den 7. til den 9. var vi på den sidste udflugt med Rotary, La Ryla, som var alle os inbounds og kommende outbounds i mit distrikt, som grundlæggende byggede på samarbejdsøvelser og på at klæde de kommende udvekslingsstudenter på, jeg at en af grunden til at det blev afholdt i Mexico City, gætter på at det er for at forberede dem på kulden, da det er meget køligere i staten Mexico City. Men for os inbounds var lørdag en meget lang og trist dag, som bragte kram fra vi vågnede og indtil at busserne dyttede i en time på at vores store tudefest kunne ende. Jeg siger jer, at det var hårdt at vide, jeg aldrig igen ville kunne få det samme tilbage med alle disser mennesker jeg har fået et unikt bånd til. Og jeg som troede, det var hårdt at skulle forlade Danmark, men dengang var det for et år, og til nogle vil det sandsynligvis blive for sidste gang i mit liv. I drømmer ikke om hvilken ubehagelig og uvirkelig følelse det er at stå med. Men så fik jeg i hvert fald øjnene op for den virkelighed der venter mig meget snart, når det kommer til personer som har været en langt større del af mit år. Jeg kan bare mærke den sten der kommer i maven på mig, bare ved at sidde her og skrive om det.



Så blev det også mors dag, og som i Danmark er det den 10. maj. Hvor vi denne søndag tog til nabobyen, hvor mine bedsteforældre på min værtsfars side bor, hvor jeg forventede at vi bare skulle nyde en middag sammen, ligesom hvert eneste søndag. Så jeg får mig et kæmpe chok, da vi stopper ved en restaurant, hvor der er dækket op til omkring 60 personer. Det skyldes så, at alle søskende til min bedstemor også kommer, og det skal siges, at hun har 12 søskende. Så som alt andet, så forstår de at fejre og holde en fest, så på trods af, der ventede mig en eksamen denne kommende dag, så er der bestemt intet der kan stoppe en god fest. Men det skyldes helt sikkert også, at familien betyder så meget hernede, så men køre ikke bare lige ned med en buket blomster, hvilket mine familie og jeg ville havde gjort hjemme i Danmark.

Som nævnt har jeg fået ferie, og det fik jeg allerede den onsdag den 13. maj, efter at have været til de endelige eksamener, hele året har jeg haft 5 klasser, hvor 4 af den har være normal undervisning med resten af skolen, mens den 5. var en klasse kun for os udvekslingsstudenter i spansk. Men der var sket en fejl, da vi ikke var kommet på den oprindelige klasseliste, så den eneste eksamen jeg skulle deltage i var spansk, som efterhånden er kommet på et meget højt niveau, men alt gik som forventet, så sommerferien kunne begynde og den sidste tid kunne nydes fuldt ud.

Og med ferietid hører der jo en masse ting med, så som i denne tid har ført til en katolsk koncert, familiefødselsdage, middag med udvekslingsstudenter, shopping, biografen, Rotary møder, på besøg i byen San Miguel, med min værtsmor på arbejde, lidt sygdom og så var der desværre min bedste veninde fra Italien, som kom ud for at skulle igennem en operation, som har betydet, at hun efterfølgende ikke kunne forlade hendes hus i to uger, så der har været mange besøgsdage, som der selvfølge også skal være plads til.




Det som vi kalder konfirmation derhjemme, hedder bare comonion her, og det forgår når man er gammel nok til at opføre sig ordentlig i en kirke og er klar til at bekende sin tro. Og det er typisk i alderen 8-9, som lige passer i min værtsbror årgang, så weekenderne er fyldte med forskellige konfirmationer. Og som her snakket meget med min lille værtsbror, så er hans største ønske bare, at jeg ville kunne komme tilbage og være en del af at kunne fejre og være med ham. Da ham og jeg 100% er blevet meget tætte, og for at nævne et eksempel, så sad vi en dag ved middagsmadsbordet, hvor min værtsmor så spørger ”hvem kommer til at græde rigtig meget når hun rejser hjem den 4 juli”, hvor min værtsbror bare udbryder ”mig”, hvor min værtsmor gentager ”men hvem kommer til at græder allermest”, hvor min lille værtsbror igen bare insisterer på at det bliver ham. Jeg lover jer, at den gik lige i hjertet.



For at slutte maj godt af, havde vi planlagt længe, at vi skulle ”holi dance” som er en endags festival, som startede klokken 3, og overraskende nok kom vi først ind ved 4 tiden. Musikken på denne festival er udelukkende med Dj’s som kunstnere, så basarmen blev fyret så meget, at jeg havde hold i nakken næste morgen. Men hele hovedpointen med sådan en festival er, at der blive kastet rundt med en masse farvepulver, det startede med at være pænt, men som aftenen ebbede ud, kom der flere og mere farve på kroppen, som bare endte ud i, at jeg lignede et monster, efter der var blevet kastet med øl, mere farvepulver, øl og så endnu flere. Så da min værtfar og to brødre kommer efter mig og en veninde, kunne de overhovedet ikke kende os, og det ender faktisk at min lille værtsbror bliver skræmt af os. Og jeg tror, det var med vilje, men der var ingen spejle overhovedet til den festval, så da vi kommer hjem, kan jeg ikke engang se mig selv inde bag alt det stads som sidder fast på min krop, og det skal også siges, at jeg for første gang i mit liv har stået inde under bruseren i en time og for, at det ikke skal være løgn, så har jeg stadig en blålig farve i håret, på halsen, på armene og ikke mindst under neglene, men på trods af,  at jeg følte mig utrolig ulykker, var det simpelthen sådan en kanonaften, som bestemt bliver et godt at tænke tilbage på.



søndag den 10. maj 2015

APRRRRRIL


Jeg får jo i hver måned kun skrevet et udpluk af de ting jeg oplever og lærer. Og jeg elsker, for hver dag der går, blot mere og mere at være her. Derfor bliver det også hårdere og hårdere at tælle dagene som efterhånden er tilbage. Nu er vi jo inde i maj før, at I får dette brev, og næste gang jeg sætter mig ned for at skrive månedsbrev, sidder jeg med en måned tilbage. Det er virkeligt svær at acceptere, da jeg efterhånden ikke rigtig kan forestille mig at skulle hjem og lever som før-Mexico. Jeg må indrømme, at min tankegang kører lidt meget på, hvordan jeg kan finde en årsag til at komme hertil igen.



Som jeg skrev i det forrige månedsbrev, er jeg så heldig at havde to ugers påskeferie. Og den sidste uge tog jeg med familien til Puerta Vallarta, som er den strandby jeg tidligere har fortalt om, da jeg også fejrede nytåret der. Vi boede i en leglighed sammen med mine bedsteforældre på min værtfars side. Vi kørte af sted mandag morgen dog kun med min værtsmor, bedstemor og søskende, da min værtsfar og bedstefar skulle arbejde, så de kom natten til torsdag. Efter 7 timer i bil nåede vi endelig frem. Eftersom, at jeg fik konstateret en mindre diskusprolaps i begyndelsen af marts, startede jeg ferien i sengen på grund af den lange køretur, men solen, stranden og en solseng var nu meget tiltrækkende, så jeg fik mig hurtigt bevæget ud i solen. Ikke fordi det var med familiens opbakning, at jeg lå og slikkede sol, da mexicaneren meget nemt optager sol, og da lys hud her ses som om man er rig, hvorimod at dem med mere kulør ses knap så godt på, hvilket er meget overfladisk i min øjne. Hele ugen var på et meget roligt plan, det gik efter mottoet, spis, sov, sol, spis, sov sol. Dog, en enkelt dag skulle der til at ske noget. Nu hvor man kun har mindre søskende, så vi tog på en bådtur ud for at snorkle og så skulle vi ind og se en lille ø, som har et stort hul inde i midten, men lidt atypisk skal man svømme indenunder, hvor der så er en form for en strand. Det var virkeligt grænseoverskridende, men også helt unikt. På den omkring 2 timers sejltur tilbage, var der selvfølgeligt blevet arrangeret noget underholdning, og da de spørger efter nogle frivillige, sidder jeg i skjul og peger på min værtsøster. Hvad jeg så ikke lige havde fået fat i var, at de skulle bruge et par, så det førte til, at jeg også blev en del af det. Vi skulle så danse mod to andre par, og vi skulle jo have fundet manden og kvinden, og da jeg er den højeste var jeg manden og blive omdøbt til  Lino…. og jeg skal hilse og fortælle, at det ikke var en stor succes! Jeg var så en af de heldige der ikke fik lov til at sætte mig ned efter, jeg skulle have været med i anden konkurrence, ja, eller det troede jeg da. Jeg fik bind for øjnene, og så skulle jeg mod to andre piger se, hvem der kunne spise 2 bananer og drikke en juice hurtigst. Og ja.. som jeg skrev så troede jeg, det var en konkurrence, men da jeg så for fjernet bindet fra mine øjne finder jeg ud af, at jeg er den eneste, som var med i denne konkurrence. Hele båden sidder og griner, da Lino fra Danmark, har vundet mod sig selv! Jeg var så flov efterfølgende, det endte så med, at jeg simpelthen blev så berømt på den bådtur, for at have skiftet navn og spise to bananer, for alle de kendte mig jo lige pludselig.


Fredag den 17 var jeg blevet inviteret til en 15 års fødselsdag med min værtsøster. Og da det var ved en af hendes tætteste veninder, tog vi til frisøren og fik lagt make up og sat hår. Til festen var Isobel heldigvis også der, da en 15 års fødselsdag udelukkende består af 15 årige .. Og det er man jo lidt for gammel til. Men det var heller ikke meget af festen jeg nåede at opleve, da jeg gik hen og fik det dårligt til festen. Og selvfølgelig kunne vi ikke komme i kontakt med min værtsmor, så jeg lå 2 timer på toilet gulvet og kastede op. Efter at have døjet med noget madforgiftning i en uges tid.



Næste dags morgen gik turen til Iropatro, hvor vi skulle lære at danse en mexicansk dans. Så vi bliver sendt ind i en lummer gymnastiksal, hvor jeg så står med kvalme og skal danse, da vi i den kommende weekend har en konference i Leon, hvor vi så skal optræde. Men som om en lummer gymnastiksal og kvalme ikke var nok, så blev jeg selvfølgelig udpeget til at skulle danse begge de to danse. Vi øvede hele lørdag og ind under aftenen kommer der en masse familier fra Iropatro, som havde sagt ”ja” til at have nogle udvekslingsstudenter overnattende????. Jeg skulle sove med Ramona, fra Tyskland, som også bor i Loen, hos en virkelig skøn familie, som jeg desværre ikke husker navnet på. Vi tog hen og spiste taco og på en lille rundtur i Iropatro. Hvor vi fx  også besøgte naboerne, som er Rotary Klubben. Og så blev det også tid til at komme til ro efter en lang dag. Næste dags morgen var det tid til at få lært de sidste dansetrin, inden turen igen gik tilbage til Leon.




Dette år har indebåret meget, men et ord, syntes jeg, er meget grundlæggende, forandring. Jeg havde fået en tid ved frisøren, med en af de andre udvekslingsstudenter, da spidserne trængte til at blive klippet. Men som også er typisk for Mexico, så går det aldrig helt efter planen, da frisøren insistere på at afblege mine hårspidser, for at give mere liv til mit hår, og hvis der er noget jeg er følsom overfor, så er det virkeligt mig hår, og da Deborah som planlagt skulle havde gjort det samme, var der jo også lidt mere plads fra sidelinjen. Men forandring fryder, som man siger, så jeg springer med begge ben i og overlader det hele til frisøren. Det var heldigvis ikke noget jeg fortrød, i modsætning til hvad jeg nok havde frygtet.
Og så fandt mutti også ud af, at man er blevet gammel nok til ikke at skulle spørge om lov til alting længere, haha. Så må vi se til hvordan det kommer til at gå nu, hvor jeg snart skal hjem og bo igen, efter 2 år hjemmefra (efterskole).





Her den 24., 25., og 26. april havde vi en Rotary Konference i Loen. Fredag den 24. startede vi med 4 timers foredrag og en helt masse snak, som jeg må indrømme, at jeg fik dagdrømt det meste af væk i morgentimerne. Efterfølgende var det på en bus til Parque Explora, som er en form for et experimentarium. Ved middagstid tog vi til Leon Rotary Club for at spise til middag, og for at genopfriske den mexicanske dans vi lærte ugen forinden. Da dansen nogenlunde sad i skabet, var det med fuld fart tilbage til hotellet, for at skifte til de flotte mexicanske kjoler. På hotellet Hotson, hvor konferencen blev afholdt, var der dækket op til stor middag. Og selvfølgelig med masser af underholdning på scenen, som vi selvfølgelig skulle være en del af. Det var så rart at rende rundt i de meget store og flotte mexicanske kjoler, det hjalp i hvert fald lidt på at føle sig en del mere mexicansk.




Lørdag morgen, formiddag var meget siddende, da vi selvfølgelig også skulle deltage i de mange foredrag.  Ved middagstid tog vi en bus igen til Leon Rotary Club, til tacos som altid. Hvorefter hvert enkelt land skulle fremlægge og fortælle om deres hjemland. Og så til det vi alle havde set frem til, som afslutning på den lange konference, og hver gang der er noget at fejre, så gør vi også det, så det var i den flotteste kjole, højhælet og så skulle make up’en og håret selvfølgelig også sidde!
Sluttidspunktet for os udvekslingsstudenter var sat til klokken 02, og så var det fælles gang tilbage til hotellet, men det skal jeg love for, at der blev udsat. Da der var fuld fart over dansegulvet, og nu hvor jeg for første gang er samlet til en fest med min danske venner, bliver der også lagt en mode for dansestilen. Da mexicanere, helst skal danse lidt yndigt, pænt og fremstår meget godt, men vi 5 danskere fik hurtigt indført basarmen og lidt atypiske danse- trin. Jeg kommer aldrig til at glemme den aften, min værtsøster nævnte også for min værtsmor, at jeg var lidt skør, haha!
Søndag morgen var det op, til det sidste afsluttende foredrag klokken 8 - efter 4 timers søvn. Og da jeg bliver hentet klokken 10 af min værtforældre, har de sådan en dejlige overraskelse, at vi skal til familiemiddag.


søndag den 29. marts 2015

Månedsbrev for Februar



Puha, 1,2,3… Ja hvis der er noget som køre rundt i mit hoved nu, så der det kun dage som efterhånden fuldstændig forsvinder for mig. Men der ikke så meget andet at gør end at suge alt til mig, og få det bedste ud af hvert eneste, selvom hvad du møder. Dette måned har været fra den sødeste kærlighedsluft, til at jeg var klar til at bestille min billet hjem. Den er ikke bestilt, bare rolig, der er stadig mange eventyr der venter mig forud, det kræver bare nogle kampe som nogle gange kan være svære og hårde at tage. Jeg er jo bare mig.

Jeg har nu for første gang været til min først 15 års fødselsdag, som er en kæmpe stor fest, for både familie og venner, nok noget hen af, som jeg også er ved at planlægge, en 18 års fødselsdag. Jeg har en masse planer og ideer om hvordan min 18 året skal være, så stor så muligt, men jeg lover jer for at en 15 års fødselsdag i Mexico, kommer jeg aldrig til at slå. Jeg vil næste opfordre jer til at søge på Youtube for en video, hvor I kan se hvor store sådan en fest rent faktisk er ! Den 15 åres fødselsdag var ved en kusine til min bedste ven, som havde fået love til at invitere sine nærmeste venner, så jeg tog af sted med mine gode venner. Vi mødtes i min vens hus og gjorde os klar, og omkring klokken 9 tog vi ind til festen, jeg var blevet forberedt på inden at jeg skulle være formelt klædt på, så jeg kom i en fin kjole og mine venner i jakkesæt, så vi lignede mest af alt nogle som skulle til et bryllup, det skal så siges at fødselaren skal også have en utrolig stor og flot hvid kjole på, efter min mening var det lige som en brydekjole. Og som forventet af en mexicansk fest, så blev der danset hele natten lang, og det skal siges at min mexicanske venner også udnyttede, for det var jo en god måde at komme tæt på nogle veninder, haha. Da benene blev trætte endte aftenen også for min venner og jeg.




Fra den 7 til den 10, var der en Rotary udflugt til Mexico city, så klokken 3 om natten den 7 skulle vi med en bus fra Leon, de vi kom fra til Mexico City, startede første dagen med at vi skulle i six flags, som er en enorm og vildt med forlystelses park, og efter ikke at have sovet så meget, var det nu nok og den bedste løsning på første dagen, og som de der kender mig godt, hvis der er noget jeg elsker så er det vilde forlystelser, og ved omkring 14 tiden mødtes vi alle for at spise sammen, hvor der også blev aftalt at der var en forlystelse der hedder ”…..” som vi alle skulle op i, og på den måde havde taget et fælles billede. Jeg gik hele dagen med tre skønne dansker Julie, Niels og Emil, og selvfølgelig da solen ikke var lige så varm længere, fandt Niels op at vi skulle ud i en forlystelse med vand, det var en af dem der som er en rundcirkel hvor man sidder omkring 8 mennesker i. Jeg skal så hilse og fortælle at den ikke som vi kender den hjemme fra i Danmark, ganske vidst bliver man altid våd i sådan en, men vi var alle sammen fuldstændig gennemblødte … Da du både kom ind under et vandfald og alle mulige andre vandformer, jeg var våd selv til det inderste. Det værreste af det hele var bare at vi aldrig nåede at blive helt tørre.. Og så blev det tid til at vi alle skulle op i ”….” der var desværre en helt masse kø, så vi sad både på jorden i vores våde tøj og så også en enkelt på hegnet som jo danner køen, eller det nåede Julie ikke rigtigt, for i det sekund Julie ligesom tager fast i hegnet og vil op og sidde glider hendes fødder igennem hegnet, hun siger så selv at det det sortnede for hende, så hun tager med hovedet og skylderen først ned i det hårde beton gulv. Alle begynder selvfølge at tale i hende, hun begynder at græde, men i situationen var jeg virkelig bange for at hun havde fået en hjernerystelse, da hun begynder at snakke til alle på dansk, men som det fleste andre danskere, ville hun gerne bare væk fra alt opmærksomheden, jeg får så ikke lov til at gå med hende, da hun skal på et lille sygehus i forlystelsesparken. Så efter at have været oppe i forlystelsen med alle udvekslingsstudenterne går vi alle ud til bussen, hvor jeg har fået af vide at hun skulle være. Men det var hun selvfølgelig ikke. Hun kommer så et stykke tid senere, hvor en fra Rotary kommer og siger at Julie ville gerne hvis jeg kunne tage med hende. Da vi når frem til hospitalet, melder de første problemer sig allerede, hun skal på toilet, og hvordan gør man lige det kun med en hånd!!? Men vi er heldigvis begge efterskole mennesker, så det var nu ikke det største problem. Da hun skulle ind og tjekkes, måtte der kun følge en med hende ind og det gjorde en dame fra Rotary, så jeg ventede uden for sammen med en mand fra Rotary. Men allerede kort tid efter opstod der et problem da der skulle forklares hvad der var sket, så vi fik tilladelse til at jeg kunne komme ind og oversætte. Så det må I godt være lidt stolt over, det der var sket var at hendes skylder var gået afled men tilbage igen og heldigvis ingen hjernerystelse, så efter en krig på hospitalet var klokken blevet 12 om natten, og så sluttede vi aftenen/natten af med at spise på en restaurant med alle fra Rotary. Eftersom Julie havde brug for meget hjælp havde vi fået planlagt sådan at vi skulle på værelse sammen. Næstedagsmorgen var hård da dagen startede allerede klokken 7 om morgenen, de kommende dag stod på at vi var ude og se på museumere, en del ting fra maya tiden og pyramiderne og ikke mindst var der også lidt til at shoppe og efter en lidt trættende tur på grund af omstændighederne gik turen hjem igen tirsdag den 10. Det skal siges at efter Julie kom hjem til sin egen by var hun forbi hospitalet igen, da hun var begyndt at blød ud af munden, det skyldes at hun havde flækket hendes kindben, så hvis det ikke har flyttes sig inden 6 ugen skal hun ikke opereres, men hvis ja, venter der hende desværre operation. 



Som februar er kendt for her i Mexico, kærlighed, som nævnt i tidligere månedsbrevet, så bliver der altid gjort en helt del ud af højtider og ligne. Og som vi alle kender til, Valentines dag var jo den 14 Februar. Men her i Mexico begyndte de allerede med at varme op 2 uger før, der blev spillet kærlighedsmusik og alt på skolen, men det er langt fra det eneste, der var nemlig en lille bod, hvor man kunne købe en lille overraskelse/gave til sine nærmeste på skolen, der var mulighed for at bestille en hjerte slikkepind, en rose, en hjerte ballon eller noget hen af mariachi, altså en lille sød kærligheds sang. Jeg skal ikke udtale mig om, om det skyldes min lide for danske kultur jeg har for meget inde under huden, men jeg kunne ikke lade vær med at tage lidt pis på det, så jeg bestillede selvfølgelig lige sådan en lille sød sang til mine nærmeste venner, da jeg personlig ville have blevet virkelig flov, og syntes det må have været utrolig pinlig at skulle op og stå foran hele menes der kom en sød kærlighedserklæring igennem en sang. Det skal siges at den 13 februar, denne fredag i skolen tiden gik der en folk mennesker rundt og forstyrrede undervisningen for at give gaver, kærlighedserklæringer og lignende. Så hele dagen giv alle rundt med et hav af blomster og lignende. Jeg fik selv 5 roser, 2 slikkepinde, en ballon og nogle breve, så selvom jeg har grint meget af hvor meget de nu gør ud af det, så må jeg alligevel indrømme at det er lidt sødt!
Og den 14, havde mine venner og jeg en Valentines date, i en af mine venners hus, så nu har jeg også prøvet det.

Jeg har været igennem en del rod med Rotary, i forbindelse med at Anneli, ønskede og se mig, og der ved op stod der mange misforståelser, ubehagelige situationer og ikke mindst et flamme hav af følelser. Så det har selvfølgelig også fyldt en del af mit måned, i situationen var jeg klar til at tage en flyver hjem, men som tiden tager det, så lære man også en helt del. Men nok om det.




Den 19 til den 24, kom Anneli sammen med Norma, som er Kikis mor, og hvis der er nogle der ikke kander ham eller ikke har stiftet bekendtskab med ham, så var han en udvekslingsstudent for 2 år siden fra Mexico, i skivehus Rotary klub. Den 19 da Anneli og Norma ankom besluttede min værtfamilie at det skulle vi ud og fejre på en restaurant, det var så ikke bare en hyggelig middag, men mærmere en overnatning, de vi først tager hjem en torsdag aften klokken 3. Næste dags morgen tager vi så ud og shopper, først i det der kaldes outlet, som er nok 200 sko butikker på samme sted, og selvfølgelig til en rigtig god pris. Derefter fortsatte vi til Down Town, som skal siges kun at være fattige folk, da at er utrolig billigt. Vi tog til den del hvor der er ledder, da det er en stor vare her i Leon, og fås derfor til en rigtig god pris, det vil mene at du kan købe en ledder jakke til blot 300 kr. en 100 % ledertaske til 150, og hvis ikke tror mig, så er I velkommen til at tjekke Annelis kuffert hjem. Men som den drama queen , hun jo er så skulle hun jo gå hen og få det dårligt ind underaftenen, hvor et Rotary medlem havde inviteret os på middag. Det var desværre ikke bedre lørdag morgen da det var meningen at Normas onkel ville komme og tage os med til Guanjatro og San Miguel, Så som aftalt tog Normal med hende Onkel, og i stedet tog Anneli og jeg en tur til doctoren, hvor hun fik udleveret et halvt medicinskab til de kommende dag. Og så skal det jo siges at hun kun måtte spise noget bestemt mad, men af eller anden grund fristede min pizza og søde sager af lidt mere. Så Anneli og jeg tog et par dage i sengen, med danske film og gotter. Mandag da jeg var færdig i skolen, to vi ned for at se lidt mere af down town, det skal siges at jeg tror vi alt i alt sammenlagt købte 18 par sko og 7 takser. Tirsdag, var det så tid til at sige farvel igen, så efter skole tog vi ud i lufthavnen, hvor Anneli og Norma først tjekkede ind og så var det tid til en sidste middag. Og ja, så var tiden inde til at sige farvel efter nogle uforglemmelige dage.

Til den sædvanlige familie middag, ville jeg for første gang hilse på min nye værtsfamilie, da jeg skal skifte lige her inde i det nye måned. Det var dog kun min værtsmor, bror og søster som havde tid, men efter en lille hyggelig snak om hvornår jeg havde fri i skole, hvad jeg ikke kan lide og fritidsaktiviteter. Så efter blot et kort møde, var det alligevel fuldt med gode indtryk, men det vil jeg trække spændingen ud med indtil næste månedsbrev.

søndag den 1. februar 2015

Månedsbrev for januar



Nyt år, ny start, nye oplevelser og ikke mindst nye tider. Det er en smule trist allerede at skulle skrive på månedsbrevet for januar, efter hvad mine erfaringer siger mig, at fra jul til sommerferien altid går alt for hurtigt! Men jeg vil tage mig et par dybe indåndinger og suge alt til mig, selvom jeg til tider tvivler på, hvordan jeg helt nøjagtigt skal bære mig ad med det.
Men det nye år startede helt forrygende for sommerpigen, da jeg går ind i januar med omkring 20 grader dagligt, dog i morgen- og aftentiderne er det en del koldere, men midt på dagen er det bestemt muligt at gå i shorts.



Den 6 er det rosca de reyes som er et rund brød/kage. Ka­gerne kunne både købes hos bageren, i det lokale supermarked men også i lyskrydsene, hvor selveste de tre visemænd, også kaldt de hellige tre konger, render rundt, da hele traditionen omhandler de tre visemænd, da det med at fejre med dette brød/kage er, da de tre visemænd kom med guld, røgelse og myrra. Men dette her brød/kage er ikke bare et ganske almindeligt brød/kageting, fordi indeni gemmer der sig en ”hvid baby”, som er lavet ud af plastik, og som selvfølgelig skal forestille at være Jesus barnet, som man har fundet. Jeg skal ikke udtale mig om, om det kun er i min familie det er sådan, men dem som får det her barn, skal betalte for tacos den 2. februar, da endnu en helligdag venter, så dem må I høre mere om når vi kommer til februar.

Samme aften kommer man en sko under juletræet, så det gjorde min værtsbror og jeg selvfølge­lig, fordi samme aften skriver man en ønskeseddel og sender den op i en ballon. Det var dog kun mine små fætre og kusine som gjorde det, men så næste dags morgen skulle der gerne ligge en gave fra de tre vise mænd. Og rigtigt nok havde de tre vise mænd været forbi med en pyjamas, som var proppet i mine sure tennis sko, og så var jeg så heldig at den også var pink, som jo er min ”yndlingsfarve”, så jeg skulle nok have skrevet en ønskeseddel, haha.

Men januar betyder også skolestart, men efter en ferie på mere end én måned var jeg også ved at være klar til at se alle igen. Så den 12 januar var skoletasken pakket, og dagen startede ikke længere klokken 1 om eftermiddagen, men med en alarm 7:00 om morgenen. Skoleforløbet her er rimelig anderledes i forhold til i Danmark, da de køre efter semestre, så her efter ferien var det andre klasser og fag end vi havde vænnet os til før ferien, nu står hverdagene på selvfølge­lig spansk og derudover, kemi, trigonometri (mit yndlingsfag), litteratur og økonomi, og det skal siges, at alle mine klasser er på spansk, men det er heldigvis ikke det store pro­blem længere. Derudover er mit danseteam startet igen, og jeg har lavet en træningscentedate med en udvekslingsstudent, da vi ønsker at få smidt nogle af udvekslings- kiloerne, da der venter i marts en tur som kalder Ruta Maya, som er en stor bikini rejse og det er pt ikke lige den form vi er I. Angående kiloerne, så må jeg siger, at jeg ikke har nogen ide, da ingen af mine værtsfamilier ind til videre har haft en badevægt, jeg kan også vende den om og sige, at det nok er til min held, da det ikke er alt tøj som længere sidder som det ville havde gjort for at halvt år siden.  



Den 15. var det min værtsmors fødselsdag, så den 14., som var en onsdag, har vi altid familie middag og der havde min værtsmor og jeg inviteret udvekslingsstudenten fra Italien med hjem til middag, da hun var den første udveksling student i deres hus. Det endte med, at hende udvekslingsstudenten overnattede i mit hus, og næste morgen var vi stået ekstra tidligt op for kunne nå at synge fødselsdagssangen på hele tre forskellige sprog. Efter skole var det hurtigt hjem og skifte trøje og på med lidt deodorant og så gik turen ellers på hendes favorit restaurant. Det var ikke fordi det var nogen stor fest, det var blot mine værtsforældre, min værtsbror og så jeg, men det skulle ikke stoppe min festglade familie i lidt af en fest, da familiemid­dagen endte op med, at vi sad på restauranten fra 15-23.30. Da min familie bliver ved med at spørge for mere at drikke. Og jeg skal hilse og fortælle, at det var ikke fordi der var en helligdag eller andre former for feriedage efter, nej, det var en dejlig ganske normal skole­dag, der ventede, så alarmen klokken 7 i morgen var ikke umiddelbart min bedste ven ..
Samme dag havde min værtsmor planlagt en tøsedag inden vi begge skulle i byen fredag aften, min værtsmor havde en fødselsdagsmiddag med en veninde og jeg havde en surprise fødsels­dag, og derefter en reunion med en par venner. Så efter skole hentede hun mig, så tog vi på sushi restaurant, derefter til frisøren, hvor vi fik hele turen med hårklipning, lavet negle og fik vi også begge sat hår, og inden vi kom fra salonen var det hjem og klæde om, og så begyndt den næste fest ellers. I må bestemt ikke tro, at jeg klage mig, da jeg elsker at skulle en masse. Bare spørg mine forældre.

Den 16 var vi ikke længere 6 udvekslingsstudenter i Leon, men nu 7, da Isobel fra Australien landede i Leon om natten den 16. Vi var dog ikke ude i lufthavnen for at tage i mod hende, da det ville blive utrolig sent på grund af fly forsinkelser. Så vi mødte hende for første gang den efter følgende mandag, hun er en meget åben, imødekommende og ikke mindst altid fuld af energi.



I familien har vi det der kaldes granja, som er et fælles familiehus, hvor der kan holdes fester og andre festlige arrangementer. Denne gang skulle der fejres min værtsmors fødselsdag, hun havde invitere en flok venner og det samme have min værtsbror og jeg også, dog efter vi havde spist tog min værtsbror og hans venner på natklub. Ellers så fortsatte aftenen med mexi­cansk musik, mad og ikke mindst en god flok venner, dog klokken 11 i aftenen havde vi fået billetter til en 4D film, dog inden alle kom ind og fik fundet deres sæde og selvfølgelig plus lidt ”mexicansk tid” så filmen begyndte først omkring 12, og efter en lang uge, så gør et blødt biografsæde ikke så forfærdelig meget godt, så hjælper det ikke lige frem når man ikke er til fantasy film, så på trods af, at jeg var en kludedukke, der blev sprøjtet vand i hovedet af mig, det var en funktion som bankede mig i ryggen, så sov jeg bare lige så sødt filmen væk efter de første 20 minutter.



Den 20. januar, havde alle vi udvekslingsstudenter fået fri fra skole, det var dog ikke for at sove længe eller for at have en hyggedag hjemme, nej, for den 7. januar startede en kæmpe form for byfest, det er dog ikke som vi kender dem hjemme i DK. Dette er nemlig en del større og så varer den en del længere, jeg kender ikke til den nøjagtige dato, men det fortsætter også et stykke ind i februar. Men mandag den 20. havde Rotary taget os ud af skolen og taget os med til ”la Feria” som er navnet på byfesten, vi skulle nemlig hjælpe til i en Rotary bod, som solgte sko, busker og så skulle vi også hjælpe til i en tombola. Da vi var færdige med at hjælpe til var det tid til at spise til middag, og da alle i familien havde haft en travl uge, var der ikke rigtigt noget mad i huset, så vi tog på restaurant og nød hinandens selskab.
Den næste dag efter skole, havde alle os udvekslingsstudenter i Leon, planlagt at tage til La Feria igen, da La Feria både består af masser af små boder, med det hele, masser af mad (det skal så siges, at vi udvekslingsstudenter ikke måtte spise i de åbne boder som der ellers var en del af, da der er masser af bakterier, som sådan nogle europære som os ville blive rigtig syge af) og ikke mindst en form for tivoli, med en masse forlystelser. Så efter skole tog vi dertil , hvor vi spiste og efterfølgende gik målrette mod forlystelser i den brændende middagssol, hvor der selvfølgelig blev grinet og skreget en masse. Og klokken 6 havde vi fået VIP billetter til en skøjtekunst fremvisning. Jeg har aldrig set noget så smukt!! Det var utrolig gennemført og utrolig elegant, jeg har virkelig aldrig set noget lignende, det var desværre ikke tilladt at tage billeder eller video, så jeg kan desværre ikke dele denne fantastisk oplevelse med jer. Og klokken 8 kom min værtsfar efter mig, og så var der ellers heller ikke mere energi tilbage denne dag. Men det var ikke fordi at festen i La Feria stoppede, fordi jeg bor nemlig ikke mere end 2 km væk, og når man har sengen ved vinduet, så fortsætter festen, og gentages hvert ene­ste aften, så jeg er efterhånden ved at være rimelig tæt af at falde i søvn til højt musik … Men det må man jo tage med.



Og præcis en uge efter min værtsmors fødselsdag, var det tid til at gentage festen, da hendes mor, altså min værtsbedstemor havde fødselsdag denne dag. Det blev dog heldigvis ikke en gentagelse, på trods af, at det var på samme restaurant. Men fra de først ankom til de sidste fik fundet tid til at dukke op også var den første time allerede gået, og efter en lækker middag, tog jeg med min fætter på 19, som kørte mig hjem, så jeg kunne få lavet mine lektier.



Rotary havde planlagt en lørdag aften i Guanajatro for alle udvekslingsstudenter i Loen, Guanaja­tro og Lagos plus deres værtsfamilie. Aftenen startede med en rundtur rundt i Guan­jatros små gader fulgt af marathi, hvor der både blev sunget, danset og fortalt en masse histo­rier. Efter en times rundtur i smukke Guanajatro var det tid til at få fyldt maverne, og jeg skulle selvfølgelig have min mexicanske livret enchiladas, som består af en taco dybet i salsa, med kylling indeni, og så med lidt ost og bønner, absolut det bedste. Og omkring 12 tiden, var det tid til at tage hele vejen hjem, på omkring en time.




Den 29. havde Deborah, en udvekslingsstudent fra Italien fødselsdag. Og selvom det er en tors­dag så skal det jo også fejres, så først var meningen, at vi skulle på natklub, men da Rotary her er meget strenge med reglerne, måtte vi finde på noget andet kun 1 dag før, så værtmoren til Deborah sagde, at vi kunne tage hen i det lokale center og spise aftensmad sammen. Jeg havde nok lidt for meget medfølelse i at det ville være så trist, altså natklub eller fastfood i det lokale center. Så jeg snakkede til min mexicanske venner og bad om hjælp til at planlægge en surprise party for hende, så torsdag efter skole tog jeg med hende hjem, for at sørge for at alt ville gå efter planen. Jeg havde hele dagen løbet frem og tilbage fra min vens bil og for at købe, chips, kage og alt det der nu skal til. Så efter jeg havde fået hende taget med til frisøren, hvor vi fik ordet negle og hår,  derefter proppede vi hele bilen op med alle udvekslingsstudenterne og så var vi klar til ”aftensmad i det lokale center” og i stedet for at køre til centeret, tog vi hende til et festhus, som en af mine venner har, og da vi når frem står der en masse af hendes venner og råber surprise!!! Så på trods af en masse stress, så lykkedes alt, og det vigtigste af alt, hun havde overhovedet ikke regnet med det.