Månedsbrev for maj

Så sidder jeg utroligt nok og skriver mig mit andet sidste månedsbrev, men en meget blandet følelse i kroppen af at tiden løber fra mig og samtidig er det svært at fylde tiden ud, da jeg er den eneste i familien der har ferie, så når mine søskende alle er i skole og mine forældre på arbejde, står det det meste af tiden på at være ved en af de andre udvekslingsstudenter eller med min værtsmor på arbejde.

Fra den 7. til den 9. var vi på den sidste udflugt med Rotary, La Ryla, som var alle os inbounds og kommende outbounds i mit distrikt, som grundlæggende byggede på samarbejdsøvelser og på at klæde de kommende udvekslingsstudenter på, jeg at en af grunden til at det blev afholdt i Mexico City, gætter på at det er for at forberede dem på kulden, da det er meget køligere i staten Mexico City. Men for os inbounds var lørdag en meget lang og trist dag, som bragte kram fra vi vågnede og indtil at busserne dyttede i en time på at vores store tudefest kunne ende. Jeg siger jer, at det var hårdt at vide, jeg aldrig igen ville kunne få det samme tilbage med alle disser mennesker jeg har fået et unikt bånd til. Og jeg som troede, det var hårdt at skulle forlade Danmark, men dengang var det for et år, og til nogle vil det sandsynligvis blive for sidste gang i mit liv. I drømmer ikke om hvilken ubehagelig og uvirkelig følelse det er at stå med. Men så fik jeg i hvert fald øjnene op for den virkelighed der venter mig meget snart, når det kommer til personer som har været en langt større del af mit år. Jeg kan bare mærke den sten der kommer i maven på mig, bare ved at sidde her og skrive om det.

Så blev det også mors dag, og som i Danmark er det den 10. maj. Hvor vi denne søndag tog til nabobyen, hvor mine bedsteforældre på min værtsfars side bor, hvor jeg forventede at vi bare skulle nyde en middag sammen, ligesom hvert eneste søndag. Så jeg får mig et kæmpe chok, da vi stopper ved en restaurant, hvor der er dækket op til omkring 60 personer. Det skyldes så, at alle søskende til min bedstemor også kommer, og det skal siges, at hun har 12 søskende. Så som alt andet, så forstår de at fejre og holde en fest, så på trods af, der ventede mig en eksamen denne kommende dag, så er der bestemt intet der kan stoppe en god fest. Men det skyldes helt sikkert også, at familien betyder så meget hernede, så men køre ikke bare lige ned med en buket blomster, hvilket mine familie og jeg ville havde gjort hjemme i Danmark.

Som nævnt har jeg fået ferie, og det fik jeg allerede den onsdag den 13. maj, efter at have været til de endelige eksamener, hele året har jeg haft 5 klasser, hvor 4 af den har være normal undervisning med resten af skolen, mens den 5. var en klasse kun for os udvekslingsstudenter i spansk. Men der var sket en fejl, da vi ikke var kommet på den oprindelige klasseliste, så den eneste eksamen jeg skulle deltage i var spansk, som efterhånden er kommet på et meget højt niveau, men alt gik som forventet, så sommerferien kunne begynde og den sidste tid kunne nydes fuldt ud.

Og med ferietid hører der jo en masse ting med, så som i denne tid har ført til en katolsk koncert, familiefødselsdage, middag med udvekslingsstudenter, shopping, biografen, Rotary møder, på besøg i byen San Miguel, med min værtsmor på arbejde, lidt sygdom og så var der desværre min bedste veninde fra Italien, som kom ud for at skulle igennem en operation, som har betydet, at hun efterfølgende ikke kunne forlade hendes hus i to uger, så der har været mange besøgsdage, som der selvfølge også skal være plads til.

Det som vi kalder konfirmation derhjemme, hedder bare comonion her, og det forgår når man er gammel nok til at opføre sig ordentlig i en kirke og er klar til at bekende sin tro. Og det er typisk i alderen 8-9, som lige passer i min værtsbror årgang, så weekenderne er fyldte med forskellige konfirmationer. Og som her snakket meget med min lille værtsbror, så er hans største ønske bare, at jeg ville kunne komme tilbage og være en del af at kunne fejre og være med ham. Da ham og jeg 100% er blevet meget tætte, og for at nævne et eksempel, så sad vi en dag ved middagsmadsbordet, hvor min værtsmor så spørger ”hvem kommer til at græde rigtig meget når hun rejser hjem den 4 juli”, hvor min værtsbror bare udbryder ”mig”, hvor min værtsmor gentager ”men hvem kommer til at græder allermest”, hvor min lille værtsbror igen bare insisterer på at det bliver ham. Jeg lover jer, at den gik lige i hjertet.

For at slutte maj godt af, havde vi planlagt længe, at vi skulle ”holi dance” som er en endags festival, som startede klokken 3, og overraskende nok kom vi først ind ved 4 tiden. Musikken på denne festival er udelukkende med Dj’s som kunstnere, så basarmen blev fyret så meget, at jeg havde hold i nakken næste morgen. Men hele hovedpointen med sådan en festival er, at der blive kastet rundt med en masse farvepulver, det startede med at være pænt, men som aftenen ebbede ud, kom der flere og mere farve på kroppen, som bare endte ud i, at jeg lignede et monster, efter der var blevet kastet med øl, mere farvepulver, øl og så endnu flere. Så da min værtfar og to brødre kommer efter mig og en veninde, kunne de overhovedet ikke kende os, og det ender faktisk at min lille værtsbror bliver skræmt af os. Og jeg tror, det var med vilje, men der var ingen spejle overhovedet til den festval, så da vi kommer hjem, kan jeg ikke engang se mig selv inde bag alt det stads som sidder fast på min krop, og det skal også siges, at jeg for første gang i mit liv har stået inde under bruseren i en time og for, at det ikke skal være løgn, så har jeg stadig en blålig farve i håret, på halsen, på armene og ikke mindst under neglene, men på trods af,  at jeg følte mig utrolig ulykker, var det simpelthen sådan en kanonaften, som bestemt bliver et godt at tænke tilbage på.